Den store back tager to år mere i det lyseblå ishockeyflagskib
Han har trådt sine barneskøjter i Rungsted Ishockeyklub, men er faldet godt til i det jyske efter to sæsoner i Esbjerg Energy og senest er det blevet til to sæsoner i Vojens hos Sønderjyske Ishockey.
– Vi er rigtig glade for Schulze, som bare er en super god fyr i omklædningsrummet og på isen. Han har vist en stærk udvikling, og er en spiller, der går til opgaverne med stor passion. Med en højde på 190 cm. og en kampvægt, der viser 100 kg., kommer han også ud med masser af fysik i duellerne og når det brænder på.
Oscar Schulze ser meget frem til den kommende sæson:
– Jeg er først og fremmest glad for at kunne fortsætte her i klubben, og glæder mig til at møde både nye og også de gamle holdkammerater igen. Som spiller er det klart, at man er skuffet over at blive slået ud efter kvartfinalerne. Også selvom det var en tæt serie, som gik ud i syv kampe. Det skal man være.
– Det giver også en mulighed for at arbejde ekstra på de ting, som man personligt gerne vil blive stærkere på. Og så er jeg enormt stolt af, at jeg fortsat skal spille foran vores fantastiske fans og forhåbentligt være med til at give dem et brag af en sæson, slutter Oscar Schulze.
Tilbage i januar blev Oscar Schulze hyldet for 100 kampe for Sønderjyske Ishockey.




























