Så går NHL sæsonen endelig i gang...
Mange ishockeyfans har kunne nyde ishockeykampe fra forskellige ligaer rundt omkring i verden, i en lille måneds tid. Om du følger med i den svenske, russiske, schweiziske, tyske, og eller den danske, er der en liga som man har ventet på, Nemlig verdens bedste liga NHL. Her er der i år otte danskere som tager deres daglige skøjtetag i en NHL klub og i år er 5 af dem startet op i nye klubber.
Jo, det har været en travl sommer set med danske øjne, og herunder får du en gennemgang af hvem der er rykket hvorhen, og hvornår de forskellige danske spillere og deres hold åbner deres 2016/2017 sæson.
Frederik Andersen blev i sommers tradet fra Anaheim til Toronto Maple Leafs, og forventes at blive første keeper på et meget ungt hold som er godt igang med at bygge holdet op omkring unge talenter. De har en helt klar ambition om at blive et hold som skal være med omkring Stanley Cup slutspillet hvert år, og her er de sikre på at de har ramt rigtigt i valget af en første målmand i Frederik Andersen. Andersen for efter alt at dømme debut i Toronto målet i nat når de på udebane åbner deres sæson imod Ottawa Senators.
Mikkel Bødker holdt hovedet koldt i en lang periode henover afslutningen af sidste sæson og langt hen over sommeren før han takkede ja til et tilbud fra San Jose Sharks. Bødker havde takket nej til større tilbud end den kontrakt han underskrev, men bliver i San Jose trænet af sin gamle junior træner og det har uden tvivl spillet en stor rolle i hans beslutning. Bødker og San Jose åbner deres sæson i nat imod Los Angeles Kings.
Frans Nielsen har også skiftet scene til denne sæson. New York er skiftet ud med Detroit, et hold som i 25 år i streg har været med i slutspillet, men igennem de seneste år er røget tidligt ud. Nielsen underskrev som free agent en 5 årig kontrakt med Red Wings og forventes at spille andencenter og blive brugt i både over og undertal. Hans sæsondebut kommer natten til fredag når de åbner imod Tampa Bay.
Holdet som har en af verdens bedste spillere i Alex Ovechkin, hentede i sommers danske Lars Eller til den amerikanske hovedstadsklub Washington Capitals. Et sceneskift som kommer til at blive et godt skifte for Eller. Han kommer fra en klub som ikke formåede at give Eller chancen over en længere periode, og dermed heller ikke fik det bedste frem i danskerens spil. Nu er Eller landet i en klub som gerne vil benytte sig af Ellers evner og mener at han kan blive den manglende brik som klubben mangler for at nå hele vejen til mesterskabet. Eller og Washington har sæsondebut natten til fredag imod de forsvarende mestre fra Pittsburgh.
Det er efter alt at dømme nu fastlagt at Oliver Bjorkstrand er blevet en fast del af Columbus Blue Jackets holdopstilling. Bjorkstrand som fik de sidste 12 kampe med Columbus sidste sæson og så blev matchvinder og mestre med farmerklubben Lake Erie Monsters, skal altså nu bevise at han er klar til fuld tid i verdens bedste liga, og kan holde sin plads på holdet. Det er den omdiskuterede træner John Tortorella (Torts) som kan se Bjorkstrands evner og giver ham chancen første gang natten til fredag når Columbus møder Boston.
Nikolaj Ehlers er atter klar til at tørne ud for den canadiske klub Winnipeg Jets, som er endnu et hold med masser af ungdom og tro på egne evner. I hvad der bliver Ehlers anden sæson i NHL, vil der uden tvivl blive være høje forventninger til den unge dansker om stort pointsproduktion og det uanset om det bliver 1. eller 2. kæde han for sin spilletid. Ehlers overraskede mange med sin første sæson og ikke kun pga. sin godkendte pointtotal men også den holdånd han udviser, blandt andet i form af den ene kamp hvor han smid handskerne og smækkede en modstander en (eller flere) i forsvar af en medspiller. Winnipeg møder i deres åbningskamp natten til fredag, Carolina Hurricanes.
De sidste danskere som åbner sæsonen bliver Jannik Hansen og Philip Larsen som først spiller deres første kamp natten til søndag når de møder Calgary. Jannik Hansen som var en af Vancouvers store pointskytter i en skuffende sæson tager endnu en sæson i Canucks, og har i år fået selskab af backen Philip Larsen som kommer fra en virkelig god sæson i Jokerit i KHL. Larsen brugte pre-season kampene for at spille sig til en plads blandt de 7 backs på holdet og det ser ud til at han er udtænkt en del spilletid i Vancouvers powerplay.
En spændende NHL sæson starter altså i nat, og det bliver en sæson hvor man godt kan forvente en masse gode danske optrædener og forhåbenligt også en eller flere som er med der hvor det er sjovt når kampen om Stanley cuppen skal afgøres i juni måned.
God fornøjelse :-)
