Herlev Eagles har lagt sidste hånd på truppen til den kommende sæson.
Lørdag præsenterer klubben amerikanske Charlie Curti som den sidste tilføjelse til holdet, og dermed skulle assistenttræner Guillaume Doucet nu have den trup til rådighed, som Eagles går ind i sæsonen med.
Curti er back og skal spille med nummer 3 på ryggen i Herlev.
Ifølge klubben har man specifikt været på jagt efter en erfaren back, som både kan bidrage offensivt, flytte pucken og være med til at drive spillet fra den bagerste kæde.
Og her mener Guillaume Doucet, at man har fundet den helt rigtige profil.
– Charlie er den sidste brik i puslespillet for os, og det er en stor signing for Eagles. Vi ledte efter en erfaren back, som kunne hjælpe os offensivt, flytte pucken og drive spillet fra backsiden, og Charlie kommer med alle de kvaliteter, siger Guillaume Doucet og fortsætter:
– Han har spillet på et højt niveau og ved, hvordan man håndterer mange minutter, hvilket bliver ekstremt værdifuldt for os. Vi har en rigtig god fornemmelse omkring den gruppe, vi har sammensat, og Charlie giver os endnu en dimension, som vi har ledt efter.
Curti skal ikke først en tur til Herlev for at møde sine nye holdkammerater.
Den nye back slutter sig direkte til Eagles-truppen i Belfast, hvor Herlev i disse dage befinder sig i forbindelse med træningskampene mod Belfast Giants.
Med tilgangen af Charlie Curti erklærer Herlev Eagles dermed arbejdet med spillertruppen for afsluttet kort før starten på den nye Metal Liga-sæson.






























