Aalborg Pirates mangler stadig at få den næste målmandsbrik på plads.
Lige nu har nordjyderne kun Kristers Steinbergs på kontrakt, og derfor skal der naturligvis mindst én keeper mere ind i truppen frem mod den kommende sæson.
Nu peger et løst silly season-spor mod Sverige.
Et kig på Instagram viser nemlig, at svenske Edvin Olofsson følger Aalborg Pirates. Den slags plejer i sig selv ikke at være nok til at konkludere noget, men i silly season er det ofte et tegn på, at der kan være noget under opsejling.
Og sporet bliver ikke mindre interessant af, at Olofsson også følger Lars Løkke Rasmussen.
Det lyder umiddelbart som en ret tilfældig interesse for en svensk målmand, medmindre han har en eller anden form for Danmark på radaren.
Derfor er spørgsmålet, om Aalborg Pirates’ mulige kommende importkeeper har været lige lovligt hurtig på Instagram.
Det skal dog understreges, at der er tale om et af de løsere rygter. Hockeymagasinets normale sikre vandrør har ikke haft Olofssons navn nævnt før i dag.
Omvendt går snakken på, at Aalborg Pirates angiveligt har en stak imports liggende klar til offentliggørelse, og i det lys er det ikke utænkeligt, at Edvin Olofsson kan være en af dem.
Den 28-årige svensker har gennem flere sæsoner spillet i HockeyAllsvenskan. I den seneste sæson startede han hos MoDo, hvor det blev til 11 kampe med et snit på 3,04 mål imod pr. kamp og en redningsprocent på 87,4.
Siden gik turen til slovakiske HC Presov, hvor han stod to kampe i grundspillet. Her blev det til et snit på 5,50 mål imod pr. kamp og en redningsprocent på 80,7.
Karrieren har også budt på ophold i blandt andet Västerviks IK, Almtuna IS, AIK, Väsby IK, Trångsund og Vålerenga.
Hans bedste statistiske sæson kom i 2019/20 hos Väsby IK i HockeyEttan, hvor han stod 22 kampe med et snit på 1,92 mål imod pr. kamp og en redningsprocent på 93,9. Sæsonen efter leverede han også stærke tal på lejeophold i Wings HC Arlanda med en redningsprocent på 94,8 i syv kampe.
I HockeyAllsvenskan har Olofsson især haft sine længste ophold i Västervik, hvor han spillede tre sæsoner fra 2021 til 2024.
Om Instagram-sporet ender med at være en tilfældighed eller et reelt tegn, må de kommende dage vise.
Men Aalborg Pirates mangler en keeper.
Edvin Olofsson følger klubben.
Og i silly season er det ofte nok til, at alarmklokkerne begynder at ringe.



























