Live – Mest læste ishockeynyheder

Lars Jensen

Silly Season: Tidligere målmaskine rygtes tilbage til Metal Ligaen

I 49 kampe scorede han 27 mål og lavede 29 assist – nu rygtes Olle Liss tilbage til Metal Ligaen.

De fleste fans i Aalborg får formentlig stadig lys i øjnene, når navnet Olle Liss bliver nævnt.

Tankerne ryger hurtigt tilbage til 2015/16-sæsonen, hvor svenskeren sammen med Nicolai Meyer bombede løs i Metal Ligaen og var en del af en særdeles målfarlig Aalborg-offensiv.

Nu kan den 33-årige svensker være på vej tilbage til dansk ishockey.

Ifølge svenske Expressen har Rungsted Seier Capital nemlig sikret sig underskriften fra Olle Liss, som dermed står foran et comeback til Metal Ligaen.

Og selv om der er gået ti år siden hans seneste optræden i dansk ishockey, er nogle af de kvaliteter, som gjorde ham frygtet dengang, stadig intakte.

Liss er fortsat i besiddelse af et voldsomt slagskud og ikke mindst en giftig firsttimer, som gennem karrieren har gjort ham til en konstant trussel, når han får plads til at afslutte.

Svenskeren kommer samtidig til Danmark med frisk succes i bagagen. I sidste sæson var han med til at blive norsk mester med Storhamar.

Ifølge Expressen har Olle Liss skrevet kontrakt med Rungsted for den kommende sæson.

Holder oplysningerne stik, får Metal Ligaen dermed et gensyn med en svensk målscorer, som mange – og måske især fansene i Aalborg – stadig husker ganske godt.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder