Live – Mest læste ishockeynyheder

Patrick Andersen

Svensk ungdomshockey under beskydning – taler om trusler og pengemaskine

Pioneren bag svensk select-hockey Michael Björkung tager bladet fra munden om trusler fra forbundet og advarer mod, at ungdomshockey er blevet en pengemaskine.

Hvad der for to årtier siden begyndte som et sjovt sportsligt initiativ, har udviklet sig til en benhård pengemaskine og en statusjagt for forældre. Nu åbner pioneren bag den svenske select-hockey, Michael Björkung, op om de mange stridigheder og deciderede trusler om udelukkelse, der har præget fænomenet.

Hvor private camps og udvalgte hold længe har været hverdagskost i Nordamerika, har konceptet skabt massiv debat i svensk ishockey, efter at udgifterne er eksploderet helt ned i U12-rækkerne.

“I begyndelsen tænkte vi bare: ‘Hold kæft, hvor fedt, vi skal afsted til en turnering’. Dengang så jeg nok ikke for mig, at det ville blive en pengemaskine, men det blev det jo absolut,” fortæller Michael Björkung i podcasten Framtidens stjärnor.

Udviklingen har skabt bekymring for, at talent og sportslige evner bliver skubbet i baggrunden til fordel for tykke tegnebøger. Hockeysveriges journalist Martin Jansson peger på risikoen for, at udvælgelsen ikke længere afspejler niveauet:

“Når det bliver en pengemaskine, kommer det i sidste ende også til at handle om, hvem der betaler mest. Det giver en status at være med, hvor det måske er penge snarere end kompetencer, der styrer. Det synes jeg er en farlig udvikling i en så ung alder,” lyder det fra Jansson.

Björkung anerkender problemstillingen, men mener samtidig, at ansvaret i sidste ende ligger hos forældrenes prioriteringer:

“Det er et klassespørgsmål i sig selv, men så taler vi i et meget bredere perspektiv. Dem, der ikke har råd til hockeyturen, har heller ikke råd til at tage til Mallorca og ligge på stranden. Har man råd, handler det om et valg. Hvad vil vi gøre? Vil vi spille ishockey i ferien eller ej?”

Samtidig retter Björkung skarp kritik mod forbundet og moderklubberne, som han mener har modarbejdet spillernes personlige frihed gennem magtmisbrug:

“Forbundet kan ikke komme og sige, at det koster for meget. For hvem? Mener du, at du har tjek på min økonomi og ved, hvad jeg som forælder skal bruge mine penge på? Folk må have lov til at træffe deres egne valg og ikke lade sig styre af trusler fra forbundet eller deres klubber om, at man bliver straffet. På min tid blev spillere truet med, at de ikke ville få spilletid som før, hvis de tog med mig på en rejse. Det er bare patetisk i mine øjne,” slutter Michael Björkung.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder