Tre skarpe: Det skal Aalborg have styr på mod Herning
Blue Fox vandt tirsdag aften kamp nummer ét over Pirates i deres semifinaleserie med 4-0.
Vi kigger nærmere på opgøret her:
02:13 min. 1-0 Magnus Carlsen (Martin Eskildsen, Petter Hansson)
21:39 min. 2-0 Brett Thompson (Simon Lafrance, Petter Hansson)
30:32 min. 3-0 Aleksi Ainali (Emil Kristensen, Morten Poulsen)
40:35 min. 4-0 Morten Poulsen (Derian Plouffe, Emil Kristensen)
Kampens Gamechanger
- En spiller eller situation, som ændrede kampen.
Det er mere end bare én situation, som kom til at få enorm betydning for kampen. Her tænker jeg naturligvis på de tre begyndelser på hver af de tre perioder, hvor Blue Fox fik scoret lynhurtigt i dem alle.
Sådan noget er gift for moralen, når det går imod ens eget hold, og det fik Aalborg-mandskabet altså at mærke.
Aftenens Statement
- Dagens budskab af et hold eller en spiller
Blue Fox er blevet udråbt som favorit til mesterskabet - og semifinaleserien - af både høj og lav. Dermed følger der også et stort pres med, men det fik de vist, at de kunne stå for. Kun i løbet af første periode var Aalborg via to powerplays meget giftige foran Herning-målet. Men her var målmand Mathias Seldrup storspillende. I øvrigt stærkt at lukke helt af i sådan en kamp.
Blue Fox kan nu se frem mod fredag, hvor der venter en ny kamp med en smule ro i sindet over, at de har taget den første meget vigtige sejr i sådan en serie.
Samtidig fik de øvrige kæder end den dygtige førstekæde også vist, at man også skal kunne lukke ned for dem, hvis man vil slå Herning. Særligt med Magnus Carlsen, som satte det hele i gang med sit mål til 1-0.
“Det her glemmer vi lige”
- Kampens største brøler
Det kom pludselig til at se helt skørt ud, da en relativt ufarlig puck nærmede sig Mathias Seldrup, men ramte ham højt, så han fuldstændig mistede kontrollen med, hvor den lille sorte var blevet af.
Men på en eller anden mærkværdig måde fik han sammen med holdkammeraterne reddet kastanjerne ud af ilden.
Her stod der 2-0, så det kunne have været med til at vende opgøret - men gjorde det altså ikke. En lille spidsfindighed i en ellers næsten perfekt kamp af keeperen.