En Luleå Hockey-supporter i 30’erne er blevet idømt en mærkbar økonomisk straf, efter han i foråret valgte at trodse et officielt stadionforbud for at overvære et hedt lokalopgør. Det skriver det svenske medie Norran.
Episoden fandt sted under sidste sæsons SM-semifinaler, hvor Luleå gæstede ærkerivalerne Skellefteå AIK i Skellefteå Kraft Arena. Manden var rejst med en officiel supporterbus til udekampen, men da bussen ankom, fattede det tilstedeværende politi hurtigt mistanke. Betjentene genkendte manden og vidste, at han var idømt karantæne til samtlige SHL-kampe.
De øvrige medrejsende fans forsøgte i første omgang at dække over ham ved at forklare politiet, at han udelukkende fungerede som “vært” på bussen og derfor ikke skulle ind i hallen.
Den forklaring holdt dog ikke længe. Under selve kampen spottede betjentene manden inde på tilskuerrækkerne i arenaen, hvorefter han omgående blev bortvist.
Supporteren har efterfølgende erkendt overtrædelsen af forbuddet og er nu blevet dømt til at betale en bøde på 26.400 svenske kroner foruden 1.000 kroner til den svenske offerfond.






























