“Vi elsker når folk kommer og ser vores kampe. Det er ikke noget vi er vokset op med, så det betyder helt vildt meget”
Disse ord blev udtalt af den danske forward Julie Oksbjerg, da hun tidligere på ugen besøgte biblioteket i Herning, sammen med holdkammeraterne Sofie Skott Dahl og Emma-Sofie Nordström. Her var de tre landsholdsspillere mødt op til en snak om livet som kvindelig ishockeyspiller.
Noget tyder på at ønsket om tilskuere på lægterne bliver imødekommet. I hvert fald går den seneste melding fra Ticketmaster på, at der er godt gang i salget af billetter til Danmarks kampe.
Tilbage i 2022, hvor Danmark også var værter, havde de danske løvinder hjemmebane i Frederikshavn. Her blev deres kampe mod Sverige, Tjekkiet, Ungarn og Tyskland, overværet af henholdsvis 1496, 766, 719 og 1150 tilskuere. Det ser altså ud til at de tal bliver overgået denne gang.
Til de to første kampe mod Finland og Japan, er der i skrivende stund blot 2-3 stole tilbage, mens der til kampen mod Canada er udsolgt på siddepladserne. Der er stadig ledige ståpladser i Sektion18, som endetribunen i Herning hedder i daglig tale. Der står dog ikke noget om hvor mange der er tilbage.
Til kampen mod Sverige, tirsdag d. 10 november er der stadig pladser at få, og til nedrykningskampen fredag d. 13, kl.11.00, som der jo er en risiko for at Danmark skal deltage i, er der også stadig ledige pladser.
Det forlyder også at man har måtte udvide VIP-området, da interessen har været større end forventet.
Så alt tyder altså på at de danske løvinder kan se frem til rigtig flot opbakning, med tilskuere til på den gode side af 2000 tilskuere, hvilket vil være en ny rekord til en kvindekamp på dansk jord. Den tidligere rekord blev netop sat i åbningskampen mod Sverige tilbage i 2022, og løb som tidligere nævnt på 1496.
Ønsker i at deltage i festen, og komme ud og bakke de danske kvinder op, så er der altså stadig billetter at få fat i.






























