Live – Mest læste ishockeynyheder

Lars Jensen

Velkommen til Timrå, Dichow! Her skal nytilkomne spise Sveriges mest berygtede fisk

Der er mange måder at byde nye spillere velkommen på i en ishockeyklub. I svenske Timrå IK, hvor den danske landsholdsmålmand Frederik Dichow er ny mand i truppen, har man en noget speciel tradition. Her skal nytilkomne spillere nemlig stifte bekendtskab med en af Sveriges mest berygtede specialiteter – surströmming!

Og det er bestemt ikke for sarte sjæle.

Surströmming er fermenteret sild, som er kendt for sin ekstremt kraftige og gennemtrængende lugt. En svensk specialitet, som mange nok vil mene egner sig bedre til en udfordring end et festmåltid.

I TV4’s hockeyprogram Hockeyklubben fortæller Timrås holdkaptajn Anton Lander om klubbens noget usædvanlige indvielsesritual.

Direkte fra dåsen – uden tilbehør

Når en ny spiller ankommer til Timrå, venter der altså mere end blot en introduktion til holdkammeraterne.

De nye spillere skal spise surströmming, og der bliver ikke gjort noget særligt for at gøre oplevelsen mere behagelig.

Ingen kartofler, ingen brød og intet andet tilbehør, som svenskerne ellers normalt serverer sammen med den ildelugtende fisk.

Den skal spises direkte fra dåsen!

Ifølge Lander er der dog blevet skruet en smule ned for strabadserne i denne sæson.

Nu får de nye spillere nemlig serveret fisken som færdigrensede fileter.

Sidste sæson var det endnu værre. Dengang skulle spillerne selv rense fiskene, inden de kunne sætte tænderne i dem.

Er Frederik Dichow sluppet for den ildelugtende oplevelse?

Den danske landsholdsmålmand Frederik Dichow skiftede inden denne sæson fra HV71 til Timrå IK og er dermed blandt klubbens nytilkomne spillere.

Om den 25-årige dansker allerede har været igennem den ildelugtende indvielse, fremgår dog ikke af indslaget.

Men traditionen er tilsyneladende blevet en fast del af velkomsten til nye spillere i den svenske SHL-klub.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder