Odense Bulldogs demonstrerede igen stor vindervilje og tro på egne evner, da et mere end truende nederlag på Vestkysten torsdag aften blev vendt via en stærk afslutning.
I de første 40 minutter satte Bulldogs ikke mange skøjtetag rigtigt, men blev tværtimod tacklet en smule rundt på isen af et sultent og aggressivt EfB-mandskab. Jordan Smotherman var evigt farlig og satte igen en tyk streg under sin status som ligaens bedste. Den brølstærke amerikaner kan lidt af det hele, og er med stor sandsynlighed ikke at finde i den danske liga efter denne sæson. Dertil må efterspørgslen simpelthen være for stor.
Ervins Mustukovs havde en ny stærk dag på kontoret, og holdt længe Bulldogs til fadet. I slutningen af anden periode gik det imidlertid galt, hvor først Jannik Christensen skar med frem og udnyttede en serie markeringsbrølere i den fynske zone, inden Simon Ferugson i samme minut overløb Bulldogs-defensiven og rundede Mustukovs til 2-0.
Smotherman kunne have gjort det til 3-0 kort efter på en forrygende solotur, og i begyndelsen af tredje bød vestjyderne sig også til med et par store chancer. Men en Rob Ricci-styring til 2-1 på Mads Schaarups afslutning gav fornyet tro på tingene i den fynske lejr.
De aggressive EfB’ere spillede til grænsen gennem det meste af kampen, præcist som slutspilshockey kræver det, men har også haft en tendens til at krydse denne grænse. Dette gjorde Smotherman øjensynligt midt i tredje periode, hvor dommerne spottede en albuetackling og sendte den vestjyske enmandshær tidligt i bad med en game misconduct.
Dette var Bulldogs hurtige til at udnytte. Først udlignede Morten Smedegaard i spil fire mod fire, inden Andreas Sundin pludselig fandt en åbning i EfB-defensiven og smart lagde pucken mellem benene på Dennis Jensen til 2-3.
Uden Smotherman havde EfB’erne ikke meget tilbage i tanken til et comeback på comebacket. De forsøgte uden keeper til sidst, men i det absolut sidste sekund beseglede Morten Andreasen sejren, og andenpladsen, med en scoring i det tomme mål fra egen zone.
Andenpladsen i grundspillet markerer dermed klubbens tredje placering i top-2. I 2002/03 vandt et suverænt Bulldogs-mandskab, inklusiv en stor del af All-Stars-deltagerne forleden, grundspillet, mens det under Ulf Weinstock i 2006/07 blev til en andenplads.
Torsdagens sejr var endnu et boost til moralen, som må gøre underværker inden det forestående slutspil. Dette er reelt allerede startet, for der er ikke råd til at slippe speederen nu. Vigtige mentale point er således også på højkant lørdag aften, hvor den potentielle kvartfinalemodstander AaB står på menuen i Bryggeriet Vestfyen Arena.






























