Dan Jensen: SønderjysKE er et godt hold at måle sig imod
Esbjerg Energy står godt før fredagens kamp i Sydjysk Sparekasse Arena i Vojens, hvor SønderjyskE klokken 19.00 tager imod vestjyderne i Metal Ligaen.
"Vi har stille og roligt forbedret mange små detaljer i vores spil. Men armene skal ikke blive for længe over hovedet. Der er stadig plads til forbedringer, og der er stadig mange detaljer, som vi kan justere på. Men det går den rigtige vej for os," fortæller cheftræner Dan Jensen fra Esbjerg Energy.
"Jeg mener, at vi generelt har forbedret os. Spillerne træffer flere og flere rigtige beslutninger på isen, og valgene bliver bedre. Vi spiller efterhånden godt i alle tre zoner – offensiv, neutral og defensiv zone. Meget lykkedes for os onsdag i hjemmekampen mod Rødovre."
Esbjerg Energy besejrede Rødovre Mighty Bulls med 5-0 efter to scoringer af Niklas Andersen og et enkelt mål fra Andreas Grundtvig, Phillip Schultz og Lucas Andersen. "Vi havde før kampen mod Rødovre talt om, at vi særligt skulle forbedre de første minutter, og jeg synes, det lykkedes med en fin start. Vi formåede at spille dybt i Rødovres zone og ofte bevare kontrollen over pucken, samtidig med at vi hjalp hinanden med at generobre pucken ved at presse med flere spillere."
"Nu står vi overfor de forsvarende danske mestre, og SønderjyskE er et godt hold at måle sig imod. Det bliver helt bestemt ikke bare en svær kamp, men også en hård kamp for spillerne. Skal vi matche SønderjyskE, kræver det ikke bare arbejde men hårdt arbejde," fortsætter Energy-coachen.
SønderjyskE har spillet 19 kampe og står med 33 point, mens Esbjerg Energy har 27 point efter lige så mange kampe.
Esbjerg og SønderjyskE har mødt hinanden to gange i sæsonen, hvilket har resulteret i en vestjysk sejr i Vojens på 4-3 efter straffeslag og en 5-2 sejr i Granly Hockey Arena.
"Vi skal have fokus på de sædvanlige ting i vores spil, hvis vi skal have succes fredag aften: disciplin, hårdt arbejde, at vinde nærkampene og en stærk holdindsats. Samtidig skal vi udfordre dem, men også respektere det hold, vi møder. For det bliver igen detaljer og små ting, der afgør kampen."
"Det er et lokalopgør, og SønderjyskE har spillet godt – senest mod Herlev. De tvinger nærmest modstanderne til at arbejde hårdt. Så med historien, fuldt hus en fredag aften i Vojens mod det hold, der besejrede Esbjerg i finalen sidste sæson, så kan det kun blive intenst og en oplevelse for spillerne," slutter Dan Jensen.