Danskertrio må nøjes med sølv
Det blev absolut ikke den afslutning på sæsonen, som spillerne i Klagenfurt havde håbet på. Efter en flot sæson, endte finalen mod Red Bull Salzburg med at blive en fuser.
Første opgør var tæt, og her skulle kampen ud i overtid, før der blev fundet en vinder. Men herefter var Salzburg det bedste hold. Eller i hvert fald det skarpeste. For alene målt på afslutninger var Klagenfurt fint med. Men når det kom til at score, var der klasseforskel.
Klagenfurt lavede kun to mål i de fire kampe, mens Salzburg nettede 13 gange.
Dermed er Reb Bull Salzburg østrigske mestre, og det må man sige er ganske fortjent. 4-0 i kvartfinalen. 4-1 i semifinalen, og til sidst 4-0 i finalen.
Dermed må Jesper Aabo Jensen, Sebastian Dahm, og Mathias From tage til takke med en sølvmedalje. Efter en sæson, hvor de hver især dog kan være ganske godt tilfredse med deres egne præstationer.