Det læser de besøgende på HOCKEYMAGASINET lige nu

HM

OL-drømmen lever for Nikolaj Ehlers

Han spiller til dagligt på den allerstørste scene i NHL - 28 årige Nikolaj Ehlers - og skal lige om lidt i gang med sin 10. sæson i verdens bedste ishockeyliga for Winnepeg Jets.

Men bag glamouren og drømmetilværelsen i Canada gemmer der sig også en ydmyg nordjyde, der bestemt ikke har glemt, hvor han kommer fra, og som virkelig har set frem til denne OL-kvalifikation, hvor han igen kan trække landsholdstrøjen over hovedet.

”Da jeg fik af vide, at det var i Aalborg, der blev jeg sgu virkelig glad. Jeg synes, det er fedt at få det til Aalborg – på min ”rigtige hjemmebane” – det er her, jeg er fra, det er her, jeg har min familie og venner, og det er her, jeg træner om sommeren. Og med den hal her, så tror jeg virkelig, vi kan få noget fedt oppe at stå, og det ved jeg også, at de andre Aalborg-drenge tænker. Jeg har faktisk aldrig prøvet før at spille landskamp i Aalborg, og det er måske noget, jeg aldrig får lov til igen, så jeg glæder mig sindssyg meget,” fortæller Nikolaj Ehlers.

Han var også en del af det danske landshold, der stod i en lignende situation for tre år siden i Norge, hvor Danmark kvalificerede sig for første gang nogensinde til OL. Og Ehlers gik forrest med 5 mål og 4 assist i de 3 kampe – selvfølgelig krydret med det altafgørende mål i 2-0 sejren over Norge.

”Det var kæmpe stort, at vi lykkes, og det er et øjeblik, som jeg aldrig kommer til at glemme. Det var først efter kampen, at det sådan for alvor gik op for mig, hvad vi havde præsteret, når man kiggede rundt på de andre holdkammerater og kunne se, at flere havde tåre i øjnene, fordi der havde været skuffelser før, hvor OL-kvalifikationen var kikset.”

En skuffelse indtraf sig dog også hos powerforwarden, da Vinter-OL i Beijing 2022 blev en realitet – et OL der skulle afholdes uden NHL-stjernerne.

”Det var hårdt, det er der ingen tvivl om, for jeg havde glædet mig så meget – få den her oplevelser med de her drenge, få en OL-tatovering osv. Men jeg måtte også acceptere, at det fik jeg ikke lov til. Jeg så dog alle kampene – midt om natten, selvom vi skulle spille kamp i NHL dagen efter – og jeg må bare sige, at drengene gjorde det jo helt ekstrem flot, så jeg er stolt af, hvad de fik leveret,” lyder det fra Ehlers.

Det missede OL for Nikolaj Ehlers vedkommende har bestemt ikke gjort motivationen mindre hos aalborgenseren. Nu kigges der frem mod et muligt Vinter-OL i Milano 2026 – og hvor alt tyder på, at NHL-spillerne kan deltage. Så med intensiv træning hele sommeren hos Martin Thimm er Ehlers klar til at levere sit, for at Danmark igen er repræsenteret til OL.

”Det er en kæmpe drøm, og noget som jeg meget gerne vil opleve. Nu har jeg siddet hjemme og set Sommer-OL hver evig eneste dag, så det vil være helt specielt med de drenge her på holdet, som nærmest er en familie. Forventningen er, at vi skal med til det OL, og vi skal stå med tre sejre og kan fejre det, men det bliver også tre vanskelige kampe. Storbritannien har et godt hold – Japan kender jeg ikke så meget til, og så har vi til sidst Norge, hvor begge hold hader at spille mod hinanden, så det bliver nogle hårde og gode kampe som for tre år siden i Norge, men det er også de fede kampe, som man rigtig gerne vil spille. Jeg har det super godt og kommer til at stå superskarpt til disse kampe og glæder mig bare til at komme i gang,” slutter Nikolaj Ehlers.

En Aalborg-dreng på en mission – for OL-drømmen lever hos Nikolaj Ehlers.

Billetter til OL-kval'en købes HER

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER