Hvis du har været udsat for seksuelt overgreb, eller kender nogen som har, kan du søge hjælp på offerraadgivning.dk.
En unavngiven kvinde lagde oprindeligt sag an mod Hockey Canada, med beskyldninger om i 2018 at være blevet udsat for seksuelt overgreb, af otte personer fra eller omkring juniorlandsholdet, under en fejring af Junior-VM guldet.
Påstandene blev ikke prøvet i retten, da Hockey Canada og forurettede indgik forlig mod en økonomisk kompensation. Herefter forsvandt sagen…
… Det troede Hockey Canada i hvert fald. Men i kølvandet på et gigantisk pres fra politikere, sponsorer, fans og medier – som ikke just satte pris på, at organisationen bare lagde låg på episoden – så den nordamerikanske hockeyunion ikke andet for, end at genåbne sagen, og undersøge den mere dybdegående.
Der har ikke været meget nyt siden 2022, men for nogle timer siden kunne The Globe And Mail fortælle, at fem spillere er bedt melde sig selv til politiafdelingen i London (Ontario, Canada), og at det skulle dreje sig om anklager om seksuelt overgreb.
Dette sammenholdes med, at fem spillere, som var at finde på 2018-juniormandskabet, over de seneste dage har fået tidsubestemt orlov fra deres klubber.
Vi har indtil videre valgt ikke at bringe spillernes navne, da det ikke er endegyldigt bekræftet, at de fem spillere som har fået orlov, er præcist de samme fem som skal melde sig hos politiet.
Hvis du har været udsat for seksuelt overgreb, eller kender nogen som har, kan du søge hjælp på offerraadgivning.dk.
Kilder:
https://www.cbc.ca/news/players-statements-world-juniors-2018-1.6597503






























