Angelina Bergmann Sloth tager et markant skridt i sin unge ishockeykarriere.
Den 16-årige forward fra Hvidovre skifter til svenske Luleå, skriver Hvidovre Avis.
Dermed rykker hun fra dansk ishockey til et af de stærkeste kvindemiljøer i Norden. Skiftet skal være med til at bringe hende tættere på det store mål: på sigt at spille sig i position til PWHL.
Bergmann Sloth er født i Hvidovre og har Hvidovre IK som ungdomsklub. Hun er venstrefattet forward og har allerede markeret sig på både klub- og landsholdsniveau.
I 2025/26-sæsonen lavede hun 11 point i 10 kampe for Hvidovre i den danske kvinderække, fordelt på fire mål og syv assists. Hun spillede også fem kampe i NDHL, ligesom hun var en del af det danske U18-landshold ved VM i Division 1A.
Nu venter Luleå HF U19, hvor hun skal fortsætte sin udvikling i et mere professionelt miljø.
Det er netop rammen omkring hverdagen, der har været afgørende for skiftet.
“Jeg trængte til at komme op i et mere professionelt miljø. Nu når jeg skal op til Luleå, har jeg et nyt mål, som skal opnås, hvilket er med til at give mig noget at arbejde for,” siger Angelina Bergmann Sloth til Hvidovre Avis.






























