På scenen fortalte den tidligere NHL-profil blandt andet om, hvor vanskeligt det er at nå hele vejen gennem NHL-slutspillet og ende med trofæet.
“Det er bare hårdt. Du har op til syv kampe i første runde, og derfra fortsætter det bare,” siger Frans Nielsen.
Han oplevede selv flere gange den lange og krævende vej gennem slutspillet i løbet af sin NHL-karriere. Ét nederlag står særligt tydeligt i erindringen.
“Jeg kan huske, at vi det første år blev slået ud af Pittsburgh. Jeg tror, vi tabte serien i seks kampe, og bagefter tænkte jeg: Hvis vi skal vinde det her, skal vi igennem tre runder mere,” siger han.
For Frans Nielsen er det svært fuldt ud at forstå belastningen, før man selv har stået midt i et NHL-slutspil.
“Når slutspillet starter, bliver det bare hårdere og hårdere. To måneder er lang tid,” siger han.
Jimmy Bøjgaard drejede derefter samtalen over på Frederik Andersens præstationer undervejs i slutspillet.
Her fremhævede Frans Nielsen især den danske målmands ro og den betydning, det har for spillerne foran ham.
“Det er jo helt vildt. I snakkede om, hvor meget ro han har. Når man ser ham, mærker man selvfølgelig, hvor stor kampen er, men han spiller bare med sådan en ro,” siger Frans Nielsen.
Den tidligere landsholdsprofil har selv spillet mange kampe med Frederik Andersen og ved derfor, hvad en rolig målmand kan tilføre resten af holdet.
“Man mærker, når man har sådan en målmand bag sig. Der er ikke den samme panik, hvor spillerne begynder at gøre noget ekstra. Han er perfektionist i det,” siger Frans Nielsen.






























