Herlev-profil skadet under landsholdsamling
Herlev har ikke just været heldige på det seneste, når det kommer til skader. Flere store profiler har været ude, så landskamppausen kom formentligt på et glimrende tidspunkt, set med Herlev-øjne.
Men det var lige før at ondt var blevet værre, for da samlingen var slut, og spillerne vendte hjem til deres klubber, fik man i Herlev en skadet Mathias Asperup hjem. Ikke ligefrem en spiller man ønsker at skulle undvære.
Han havde pådraget sig en såkaldt lower body. I begyndelsen var man usikker på skadens størrelse. Men nu kommer Herlevs GM, Nicolaj Flindt, med godt nyt.
-Det er korrekt at Mathias er kommet hjem med en skade. Heldigvis har det vist sig at den ikke er så slem. Der har ikke været behov for en scanning, og vi forventer ikke at det holder ham ude i meget mere end en uge, fortæller Nicolai Flindt til Hockeymagasinet.dk.
Det ser dog ud til, at Herlev må undvære deres danske profil på fredag, når de skal på besøg hos Rungsted.