Klagenfurt-danskerne er klar til medalje kampen
Klagenfurt, som i truppen har Sebastian Dahm, Jesper Aabo Jensen og Mathias From, er klar til semifinalen i den østrigske ishockeyliga, Win2Day Ice Hockey League. Det er de efter en sejr på 3-1 ude over Val Pusteria, som betyder at de vinder serien med 4-2 i kampe.
Der var godt nok ingen danske point i den sidste kamp, men man vinder og taber jo som et hold. Sebastian Dahm vogtede målet i hele kampen.
Mathias From kom igennem de seks kvartfinaler med tre point, i form af et mål og to assists, samt +2. Jesper Aabo Jensen står noteret for et point, og +1.
Red Bull Salzburg og Bolzano Foxes er klar til semifinalen, efter henholdsvis 4-0 over Fehervar AV 19, og 4-2 over Villach.
Dermed venter man kun på afgørelsen i serien mellem Graz 99ers og Black Wings Linz. Her vandt sidstnævnte fredag aften på udebane med 4-3 efter forlænget spilletid, og udlignede dermed serien til 3-3. Den syvende og afgørende kamp spilles søndag aften.
Det bliver vinderen af den sidste serie her, som skal op mod Klagenfurt, og deres tre danskere i semifinalen.