Må hoppe over: Derfor sidder Emil Kristensen ude mod Odense
Herning Blue Fox-profilen er ude til fredagens kamp.
Forud for fredagskampen i Herning mellem Blue Fox og Odense Bulldogs stod den rutinerede danske back Emil Kristensen som klar for midtjyderne.
Det ændrede sig dog kort før kampen, hvor det stod klart, at han ville springe kampen over med en mild skade.
Her er der tale om en såkaldt dag-til-dag skade, som han vil være ovre hurtigt, lyder den første melding fra ham selv til Hockeymagasinet.dk.
Tidligere på sæsonen var han ude i længere tid, men det har intet med den skade at gøre, at han nu må hoppe over en enkelt kamp for herningenserne.
I stedet optræder Ian Glinski i tredjekæden for Blue Fox i fredagens opgør, mens Emil Kristensen altså må se med fra tribunen.
Kampen spilles klokken 19.30.