Live – Mest læste ishockeynyheder

Lars Jensen

Metal Ligaen efter 16 runder: Esbjerg har Final4-pladsen – men søger stadig stabilitet

Her i pausen tager vi et kig på de ni metal liga hold og sætter ord på præstationen set over de første 16 spillerunder – nu er turen kommet til tabellens nr. 3 – Esbjerg Energy.

Nr. 3 i tabellen: Esbjerg Energy

Esbjerg Energy havde noget at bevise efter sidste sæson. Holdet blev nummer tre i grundspillet, men røg overraskende ud af kvartfinalerne efter fem kampe mod Rungsted Seier Capital. Derfor er forventningerne til den nye sæson store, da vestjyderne har samlet en trup, der på papiret så stærk ud.

Rungsteds cheftræner Marcus Olsson har i et videointerview vurderet, at Esbjerg har ligaens næststærkeste hold på papiret. Inden ligaens sidste importspillere kommer til, så er det også en vurdering, der at let at være enig i. Men Esbjergs første 16 kampe har vist, at stærke navne ikke automatisk giver stabile resultater.

Final4-billetten er i hus

Esbjerg er nummer tre efter de første 16 runder og har sikret sig en plads i Final4. Det er kun anden gang, vestjyderne deltager i turneringen i dens nuværende format. Sidst var i 2020/21-sæsonen, hvor coronarestriktioner betød, at Final4 blev spillet for tomme tribuner.

Det har været et mål for klubben gennem flere år, og derfor er kvalifikationen værd at glæde sig over. Esbjerg har haft svært ved at få Final4-billetten i hus i de seneste sæsoner, og nu er delmålet nået – selv om vejen dertil har budt på nogle halvstore udsving.

Gode perioder – og tunge nederlag

I starten af oktober slog Esbjerg Rødovre på udebane og fulgte op med to sejre over Sønderjyske. Især 4-2-sejren i Vojens viste et Esbjerg-hold, der spillede med fart og kvalitet. Det lignede en periode, hvor holdet for alvor var ved at finde det niveau, truppen lægger op til.

Derefter kom nederlagene. Esbjerg tabte 2-6 hjemme til Rungsted, 1-4 til Herning og 2-6 ude mod Rungsted. Nederlaget til Herning er ikke i sig selv usædvanligt, men de to klare nederlag til Rungsted gjorde det sværere at overse holdets svingende niveau. Esbjerg sluttede dog af med en 3-0-sejr over Aalborg i klubbens Bierfestkamp, hvor spillet igen så bedre ud.

Det er netop kontrasten, der har præget Esbjergs første 16 runder: Holdet har vist, at det kan spille rigtig god ishockey, men har også haft kampe, hvor præstationen er faldet markant. De tre nederlag i de seneste fire kampe understreger, at arbejdet med stabiliteten langt fra er færdigt.

Stærke navne i offensiven

Flere af Esbjergs nye spillere har leveret fra start. Troy Lajeunesse har scoret ti mål i sine første 15 kampe, mens Zane Franklin har bidraget med både fysik og offensiv produktion. Nicolas Werbik, der kom til fra Sønderjyske, har også fået en stærk start med syv mål.

Oliver Kjær har vist, hvad han kan, når spillet fungerer, og Parker Gavlas er kommet godt ind på backpositionen. Grayson Downing bidrager med erfaring og har også været en vigtig del af offensiven. På papiret er der masser af kvalitet i truppen. Udfordringen er at få den kvalitet frem i flere kampe i træk.

Fravær i defensiven

Esbjerg har været uheldig med skaden til Nicolaj Henriksen, og holdet har også måttet undvære kaptajn Anders Krogsgaard, en af ligaens absolut bedste backs. Hvis Krogsgaard kommer tilbage, kan hans tilstedeværelse måske være med til at give defensiven mere ro og hjælpe Esbjerg med at finde den stabilitet, holdet har manglet.

Mathias Seldrup har, ligesom holdet, svinget i sine præstationer. På sine bedste aftener har han været en mur, men bundniveauet har indimellem været lavere, end Esbjerg har brug for. Forsvaret har dog heller ikke altid givet ham den nødvendige hjælp. Esbjerg vil håbe på, at Nicolaj Henriksen snart er tilbage og kan lægge pres på Mathias Seldrup. Konkurrencen på målmandsposten kan også blive vigtig frem mod resten af sæsonen.

Et godt resultat – med mere at hente

En tredjeplads efter 16 runder og en plads i Final4 er et stærkt resultat for Esbjerg. Havde holdet undgået de seneste nederlag, kunne kvalifikationen være kommet endnu mere overbevisende i hus. Vestjyderne har derfor bestået – og mere end det – men præstationerne har også vist, at der stadig er meget at arbejde med.

Hvis Esbjerg skal have det fulde udbytte af truppens potentiale, skal de store udfald væk. Holdet har vist, hvor højt niveauet kan være. Næste skridt er at finde det oftere.

På vores skala fra 1 -10 får Esbjerg et 7-tal og havde præstationerne ikke været så svingende, så havde den også været højere.

Du kan læse om Herning Blue Fox HER og Frederikshavn White Hawks HER.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder