Med en blanding af stolthed og skuffelse reflekterer Nicoline over OL-kvalifikationens intense kampe og deler sine tanker om, hvad der venter for dansk kvindeishockey.
HM: Hej Nicoline, mange tak fordi du vil tage dig tid til at snakke med os og deltage i et interview til Hockeymagasinet. Som jeg nævnte indledelsesvis, er du en spiller, man lægger mærke til på landsholdet, så jeg tænkte, det kunne være spændende at lave dette interview med dig og efterfølgende følge op med et portræt af dig.
Nicoline: Selvfølgelig, det vil jeg gerne.
HM: Hvis vi ser tilbage på OL-kvalifikationen, I lige har spillet i sidste weekend, hvordan vil du beskrive holdets præstation som helhed?
Nicoline: Jeg synes faktisk, det var en godkendt præstation. Vi vandt de to kampe mod Holland og Norge, som også vi burde kunne slå, og så var der Sverige. Den kamp vidste vi godt ville blive svær, og vi skulle have et godt målmandsspil, som Emma Sofie også leverede på dagen.
Vi var klar over, at vi skulle være mere direkte i vores spil mod Sverige end i de forrige kampe, men generelt synes jeg, det var en godkendt OL-kvalifikation.
HM: Hvis man ser tilbage på tidligere kampe, har Sverige traditionelt været en svær modstander med nederlag på 3-4 i 2020, 1-3 og 2-5 i 2022 og sidst men ikke mindst 1-3 til VM sidste år i Utica.
Nicoline: Ja, præcis. Men jeg mener, vi er et bedre hold nu end da vi spillede mod dem i Utica, hvor vi tabte 3-1. Den kamp, vi lige har spillet til OL-kvalifikationen, var meget mere lige end den i Utica. Vi havde meget mere spil nu, og det fungerer meget bedre.
Jeg synes ikke, man resultatmæssigt kan sammenligne de to kampe. Det var helt forskelligt den måde, vi spillede på, og vi gjorde det meget bedre her til OL-kvalifikationen, hvis man ser bort fra resultaterne.
Jeg synes, det går den rigtige vej. Vi er blevet meget bedre i vores forsvar, og det er ligesom blevet vores force på landsholdet. Vi er gode til at forsvare os, og vi har en god målvogter, som tager de første skud. Generelt er vi blevet meget bedre til at holde vores gameplan og holde modstanderne på ydersiden af os.
Vi vidste godt, at Sverige ville have pucken meget af tiden, i vores zone, men det betød ikke så meget, hvis vi bare kunne holde dem på ydersiden. Så skulle vi nok få vores chancer, og så måtte vi prøve at score mål på de chancer, vi fik.
HM: Nu vi er inde omkring holdet og har snakket lidt om kampen mod Sverige, hvordan var dine tanker og følelser efter nederlaget i søndags?
Nicoline: Jeg var utrolig trist, og det var der mange i omklædningsrummet, der var. Nok mest fordi vi følte, vi var godt klædt på til kampen. Vi følte os klar, og så er det jo utrolig trist, at vi ender med at tabe kampen 0-5
Vi vidste, at hvis vi skulle gå videre som bedste toer, skulle vi enten vinde eller ud i forlænget spilletid. Det var ikke længere nok at tabe med et par mål, så ja, vi var triste, men der var også en stolthed over det vi trods alt havde præsteret.
Det hjalp, at vores træner Björn Edlund var meget åben omkring, at han var stolt af vores præstation og at vi havde gjort det godt.
Der er ikke så meget mere at sige, end at solen står op igen. Selvom det var hårdt et par dage, og det lige tog noget tid at sluge nederlaget.
HM: Ja, jeg er også helt enig med Björn, I virkelig har noget at være stolte af. Man kunne også se på reaktionerne fra fansene efterfølgende, at alle bakker jer op og skriver på de sociale medier, at I kan være stolte af jeres præstationer.
I spillede jo også tre virkelig gode kampe…
HM: Hvordan påvirkede det jer at vågne op til nyheden om, at Frankrig havde slået Polen 9-0 og lå til at vinde den samlede andenplads i kvalifikationen?
Nicoline: Ja, de havde jo spillet i Japan kl. 4 om morgenen, dansk tid, så det var en hård en at vågne op til. Men vi var ikke kommet for at blive toer, så det var ikke noget, vi tænkte så meget på.
Vi var kommet for at blive etter og spille det bedste, vi kunne, og så måtte vi se, hvor langt det bragte os i kvalifikationen.
Der var jo ikke så meget, vi kunne gøre ved det, men det var selvfølgelig lidt en skuffelse at vågne op til.
HM: Men det påvirkede ikke kampen som sådan, altså kampen mod Sverige?
Nicoline: Nej, det synes jeg ikke. Men det havde nok påvirket kampen, hvis vi havde vidst, at Frankrig kun havde vundet med 2-0 over Polen. Men det var ikke rigtig noget, vi snakkede om. Jeg tror, alle var bevidste om situationen. Vi ville bare gerne lave et godt resultat mod Sverige og koncentrere os om den kamp.
HM: Hvis vi kigger lidt på landsholdet, I stillede med til OL-kvalifikationen, så er det et ret ungt og nyt hold, og nok også det yngste hold Danmark har stillet med, med en gennemsnitsalder på 23 år. Med Nikita Bergmann som yngste spiller på blot 16 år og OL-kvalifikationens yngste spiller, ud af de 12 hold og Josephine Asperup som den ældste spiller på 32 år.
Hvordan synes du, alle de nye unge spillere klarede sig igennem kvalifikationen?
Nicoline: Jeg synes faktisk, de har klaret sig utrolig godt. Vi har snakket en del om det, op til OL-kvalifikationen og har snakket meget om, hvordan vi har haft det. Vi har haft Sidsel, vores sportspsykolog, med os som mentaltræner.
Det er den måde, Team Danmark hjælper os på, og vi har haft en del møder omkring, hvordan man skal håndtere sin nervøsitet og hvad vi ellers har følt op til kampene. Det har været en lettelse og rart at høre, hvordan de unge piger havde det og få sat nogle ord på deres følelser.
Ikke fordi vi ikke selv kan spørge de unge, men det er bare ikke den samme dialog, som når vi har fællesmøder med Sidsel. Som ny ung pige på holdet kan man godt være lidt skræmt af hele situationen lige op til en OL-kvalifikation.
De møder, vi havde med Sidsel, gjorde, at vi hørte, hvordan de andre på holdet havde det, og at de følelser, vi havde, faktisk var de samme som de andres. På den måde kom vi hinanden nærmere, og det har hjulpet os til, at truppen har formået at kunne præstere sammen.
Jeg synes, de unge piger har gjort det fantastisk. De har selvfølgelig haft forskellige roller på holdet, og nogle har ikke spillet lige så meget som andre, men jeg synes, de alle har udført deres roller virkelig godt.
HM: Jeg sad hjemme og så kampen, og jeg kunne i hvert fald ikke udpege, hvem der var de unge eller nye på landsholdet. Jeg syntes bestemt ikke, der var nogen, der faldt igennem, ud fra det jeg så.
Nicoline: Nej, det var der i hvert fald ikke. Jeg synes virkelig, de gjorde det godt, lige fra da vi mødte ind og skulle med bussen. Vi havde jo Alma med fra Hvidovre, som aldrig havde været med på en A-landsholdssamling, og hun gik bare ind og gjorde det utroligt godt.
Hun løb forbi alle, og det var helt fantastisk at se. Hun spillede ikke engang sin normale position, og alligevel spillede hun mega godt. Jeg er virkelig imponeret over dem alle sammen.
HM: Nicoline, hvis vi ser lidt tilbage på kampen mod Sverige, hvad synes du så, I gjorde bedst?
Nicoline: Jeg synes, holdet skal have ros for den fightermentalitet og vilje, der var til at kæmpe for hinanden. Og så synes jeg klart, at Sofies målmandsspil skal fremhæves. Sofie er en fantastisk målmand, og det var ikke bare i Sveriges-kampen, men også i de andre kampe, hvor hun holder os inde i OL-drømmene.
Jeg synes, det er fantastisk, den måde hun står på, og den måde hun til træning giver gode fif til os andre. Jeg synes bare, hun er helt exceptionelt god.
HM: Så måske et af de lidt svære spørgsmål, men hvordan ser du fremtiden for kvindelandsholdet, i forhold til det kommende VM?
Nicoline: Jeg synes, det ser positivt ud. Men altså, nu er det jo klart, at man ikke ved, hvordan holdet ser ud til den tid. Der kommer flere og flere unge fra U18 landsholdet, som gerne vil have en plads på seniorlandsholdet, hvilket jeg synes er fantastisk.
Det øger konkurrencen og gør, at vi alle sammen kan blive bedre. Men ja, jeg synes, der er en positiv udvikling, og at fremtiden ser godt ud for det danske kvindelandshold. Jeg synes, de unge bliver bedre og bedre, og som jeg også har sagt til pigerne flere gange, så synes jeg, dette landshold er det mest talentfulde, vi har haft i mange år.
Jeg er utrolig spændt på, hvad vi kan præstere i fremtiden.
HM: Jeg kan ikke lade være med at tænke på din rolle som kaptajn, Nicoline, i forhold til om den har ændret sig i takt med, at der kommer så unge spillere med på holdet.
Nicoline: Ja, den ændrer sig jo lidt hele tiden. Nu hvor jeg er en af de ældste sammen med Josephine, snakker vi meget om, hvordan vi kan sørge for, at de unge spillere føler sig til rette og velkomne på holdet. Vi tror på, at jo mere du kan være dig selv, jo bedre kan du præstere ude på isen.
Så det er vigtigt for os, at de unge kan komme ind og være dem selv og føle, at de kan bidrage til holdet med det samme.
Det er lidt anderledes nu end for nogle år siden, da det dengang var meget de samme piger, der var med på landsholdet. Nu begynder der langsomt at komme en rokade med nye unge og talentfulde spillere, så det bliver interessant i fremtiden.
Det gælder også for os ældste at være imødekommende og åbne og være der for de nye på holdet. De skal kunne komme til os, hvis der er noget.
Så ja, det er lidt anderledes at være kaptajn nu end for nogle år siden, men det er også en spændende udvikling, vi er i, og jeg er glad for at være en del af den.
HM: Har du lært noget af denne OL-kvalifikation, som du kan tage med videre?
Nicoline: Ja, man lærer jo altid noget, også selvom man taber. Men jeg synes, den måde vi gik ind til hver kamp var virkelig fantastisk. Den holdånd, vi havde, og hvor meget energi der var, hver gang vi gik ind til en kamp, og hvor meget det kan bidrage til kampen.
Det har i hvert fald været super fedt at opleve ved denne OL-kvalifikation. Den form for opbakning, der var i boksen, da vi spillede, har jeg aldrig oplevet før på landsholdet. Så det var helt fantastisk, og det håber jeg, vi kan tage med videre til de næste kampe.
HM: For at begynde at runde lidt af, hvad er dine håb og drømme så for landsholdet?
Nicoline: Jeg håber først og fremmest, at vi kan rykke op i A-gruppen. Jeg synes det er der vi hører til. Vi har så meget talent på holdet, og jeg tror vi kan spille os op i A-gruppen til næste sæson.
Jeg håber også, der er flere piger fra U18-landsholdet, som træder ind på seniorlandsholdet, så vi kan få lidt mere konkurrence om pladserne, det vil også gøre os alle bedre.
HM: Afslutningsvis vil jeg lige høre, om der er noget, du kunne tænke dig at sige til de danske fans, der har støttet jer igennem kvalifikationen og særligt i kampen mod Sverige, hvor der var mange, der var taget til Gävle for at se kampen?
Nicoline: Jeg er utrolig glad for alle dem, som mødte op fysisk i hallen. Man kan godt mærke støtten, og jeg synes, det var mega fedt at se og høre så mange heppe på os. Jeg vil bare gerne sige 1000, 1000 tak, og jeg håber, de vil blive ved med at følge os fremover på den rejse, vi er på.
Jeg er bare utrolig taknemmelig for, at folk vil følge med, også alle dem, der så kampene hjemmefra.
HM: Det er i hvert fald spændende at følge jer, Nicoline, og vi her på Hockeymagasinet krydser fingre for en oprykning til gruppe-A.
Lad det være de afsluttende ord. Mange tak fordi du ville bruge din sparsomme fritid på at snakke med os.
Nicoline: Jamen det var så lidt, og 1000 tak fordi I gider at skrive om kvindeishockey.
Fik du ikke læst portrættet af Nicoline, så kan du stadig finde det her: Portræt af Nicoline Jensen: Kaptajn for det danske kvindelandshold






























