Odense har udstedt to års karantæne til Herlev tilhænger
Pressemeddelelse:
Et ellers intenst og underholdende opgør mellem Odense Bulldogs og Herlev Eagles fredag den 21. november endte med uønsket dramatik uden for isen. Kampen, der bød på et imponerende fynsk comeback og tre vitale point, blev hen mod slutningen overskygget af uro i udebaneafsnittet – episoder, der nu får konsekvenser.
En Herlev-tilhænger skabte omfattende uro, som eskalerede til fysisk vold. Hændelser som er fuldstændigt uacceptable og som direkte følge heraf har Odense Bulldogs udstedt en toårig karantæne til den pågældende person, der ligeledes er blevet politianmeldt. En karantæne, der ligeledes bakkes op af Herlev Eagles, der også tager afstand fra episoden.
“Vi tolererer på ingen måde vold i vores arena, og vi vil slå hårdt ned herpå. Det er desværre de få, der ødelægger det for de mange, og det er vi oprigtigt kede af. Ishockey skal være både sjovt og sikkert – for alle,” udtaler administrerende direktør, Ole Nielsen.
Odense Bulldogs understreger, at både klubben og resten af Metal Ligaen arbejder målrettet for at sikre en tryg oplevelse for publikum – og at der ikke vil tøves med at træffe drastiske beslutninger, hvis det er nødvendigt.
“Den ultimative konsekvens er desværre, at vi må lukke helt ned for udebanefans fra udvalgte klubber,” lyder det videre fra Ole Nielsen, som understreger, at klubben hellere vil forebygge end straffe – men at grænsen for uacceptabel adfærd nu er nået.
Med karantænen sender Odense Bulldogs et tydeligt signal: Ingen form for vold eller truende adfærd vil blive tolereret i Spar Nord Arena, og klubben er parat til at gå langt for at beskytte den gode kampoplevelse for både spillere og tilskuere.