Live – Mest læste ishockeynyheder

Lars Jensen

Efter karrierestop: Rødovre hylder fredag aften mangeårig kulturbærer

Mads Eller har efter sidste sæson sat punktum for sin aktive karriere, og inden fredagens kamp bliver den tidligere anfører hyldet på isen i Rødovre.

En markant Rødovre-profil skal hyldes, når Mighty Bulls fredag aften tager imod Rungsted Seier Capital.

Det bliver dermed en mulighed for klubben og tilhængerne til at sige ordentligt tak til en spiller, der har haft Rødovre som den røde tråd gennem store dele af sit hockeyliv.

Den nu 31-årige Eller er født i Rødovre og har Rødovre SIK som moderklub. Som ung drog han til Sverige og Frölunda, inden turen senere gik over Atlanten.

Her spillede han blandt andet for Edmonton Oil Kings og var i 2014 med til at vinde både WHL-mesterskabet og Memorial Cup. Senere blev det også til professionel hockey i Nordamerika.

I Danmark repræsenterede han Gentofte og Sønderjyske, men Rødovre blev klubben, han igen og igen vendte tilbage til.

Efter to sæsoner i Sønderjyske kom Eller tilbage til Mighty Bulls i 2022 og blev samtidig udpeget som anfører. Her spillede han de sidste fire sæsoner af sin karriere.

I alt nåede Eller 227 grundspilskampe for Rødovre Mighty Bulls, hvor det blev til 56 mål og 80 assists – 136 point.

Den seneste sæson blev desværre ikke den afslutning på isen, som Eller kunne have ønsket sig. Eftervirkningerne af endnu en hjernerystelse kostede ham størstedelen af sæsonen, og hen over sommeren blev det offentliggjort, at karrieren var slut.

Fredag får han så mulighed for at tage afsked med hjemmepublikummet.

Inden kampen mod Rungsted bliver Mads Eller hyldet på isen, og efter kampen vil tilskuerne kunne møde ham til autografer, billeder og en snak. Rødovre Mighty Bulls fortæller desuden, at klubben laver et interview med den tidligere anfører.

En passende hyldest til en Rødovre-dreng og kulturbærer, der nu har sat det sidste punktum for en lang hockeykarriere.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder