Live – Mest læste ishockeynyheder

Lars Jensen

Santeri Suistio vender tilbage til Frederikshavn White Hawks

PRESSEMEDDELELSE:

Den finske back Santeri Suistio vender tilbage til Frederikshavn White Hawks, hvor han har underskrevet en aftale for resten af sæsonen. Efter en længere skadespause og en omfattende genoptræning vender den rutinerede finne nu tilbage til velkendte omgivelser.

Santeri Suistio er et velkendt ansigt i Frederikshavn, hvor han gennem flere sæsoner har været en vigtig del af holdet. Den finske back kom første gang til klubben i 2018 og har siden spillet mere end 200 kampe i White Hawks-trøjen. Han var blandt andet med til at sikre klubben Final4-titlen i 2020.

Suistio er kendt for sit solide defensive arbejde, sin store stabilitet og professionelle tilgang til spillet. Samtidig har han gennem sin tid i klubben været en respekteret skikkelse både på isen og i omklædningsrummet.

I sidste sæson blev den finske back desværre ramt af en alvorlig knæskade, som krævede en operation og efterfølgende en længere genoptræningsperiode. Siden da har Suistio arbejdet målrettet på at blive kampklar, og har som en del af sin genoptræning været på is flere gange om ugen hjemme i Finland. Han skal nu færdiggøre sin genoptræning i Frederikshavn, inden han efter planen kan gøre comeback i begyndelsen af december.

Cheftræner Casper Stockfisch glæder sig over tilgangen af den rutinerede finne:

– Det er med stor glæde, at det er lykkedes os at tilknytte Santeri for resten af sæsonen. Santeri er naturligvis et velkendt navn heroppe og derfor også en spiller, som vi ved passer rigtig godt ind i vores gruppe.

– Med Santeri får vi en back med stor erfaring og modenhed i sit spil. Han er stærk i sit spil i begge ender af banen, og derudover er han en rigtig dygtig skøjteløber, som jeg er helt overbevist om, at vi får stor gavn af på holdet, udtaler Casper Stockfisch.

Hovedpersonen selv ser også frem til at vende tilbage til de velkendte omgivelser i Nordjyske Bank Arena:

– Jeg er rigtig glad for at være tilbage og igen blive en del af holdet. Jeg er taknemmelig for den tillid, som klubben har vist mig, og jeg glæder mig meget til at se alle fansene i hallen igen, fortæller Santeri Suistio.

Med tilgangen af Santeri Suistio får Frederikshavn White Hawks tilført yderligere erfaring og kvalitet til defensiven, når den finske back er klar til kamp!

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder