Skåne-klubben fra Ängelholm, Rögle BK, har skrevet svensk ishockeyhistorie – de er det første SHL-hold, der har vendt 0-3 til 4-3 i en playoffserie.
Färjestad vandt de to første kvartfinalekampe med 2-1 og 6-5 på udebane.
I kamp to var Rögle foran 5-0, inden Färjestad helt vanvittigt vendte kampen og endte med at vinde 6-5 ude efter overtid.
Derefter gik turen til Färjestad, hvor de vandt den første kamp på hjemmebane med 2-0 og dermed kom foran 3-0 i serien.
Med kniven på struben overraskede et noget rystet Rögle-mandskab og vandt 2-1, inden turen atter gik sydpå til kamp fem.
Den vandt Rögle hele 7-2, men havde fortsat kniven på struben inden kamp seks i Färjestad.
Kamp seks vandt holdet fra Skåne med 3-2, og dermed gik turen tilbage til Skåne til en alt-eller-intet-kamp for begge hold.
Den vandt Rögle med 4-1 og blev dermed det første hold i den bedste svenske liga til at vende 0-3 til 4-3.
Det er ikke første gang, klubben fra Ängelholm skriver ishockeyhistorie, for de er nemlig også det eneste hold, der nogensinde har vundet Champions Hockey League uden at have vundet det svenske mesterskab.
Modstanderen i semifinalen bliver Växjö.
I den anden semifinale mødes Skellefteå med Mikkel Aagaard på holdet og de regerende mestre fra Luleå.






























