Live – Mest læste ishockeynyheder

Lars Jensen

Sønderjyske tilføjer canadisk Metal Liga kending og siger farvel til en import

Pressemeddelelse:

Nyt i den lyseblå trup

Sønderjyske Ishockey kan i dag offentliggøre to ændringer i spillertruppen. Den canadiske forward Josh Prokop bliver en del af holdet, mens Marcus Bryhnisveen forlader klubben efter udløbet af sin korttidskontrakt.

Canadisk mesterprofil til Sønderjyske Ishockey

Den 26-årige canadiske forward Josh Prokop kommer til Vojens med en stærk offensiv profil, erfaring fra nordamerikansk ishockey og et godt kendskab til Metal Ligaen, hvor han i sidste sæson var med til at vinde det danske mesterskab med Herning Blue Fox.

Canadieren leverede en stærk sæson i Herning med 17 mål og 19 assists i 47 grundspilskampe. I slutspillet fortsatte han de gode takter med yderligere syv mål og fem assists i 14 kampe og var dermed en del af det hold, der kunne løfte mesterskabspokalen.

Inden turen til dansk ishockey opbyggede Prokop en solid hockeybaggrund i Nordamerika. Han spillede flere sæsoner i WHL for Calgary Hitmen og efterfølgende University of Alberta, hvor han begge steder var ledende spiller og kaptajn for holdet.

Med tilgangen af Prokop får Sønderjyske Ishockey en højrefattet forward, der kan spille både center og wing, og som kan benyttes med kvalitet i alle situationer i kampen. Han kommer med dokumenteret offensiv kvalitet gennem stærke canadiske ligaer, AHL-erfaring og senest i Metal Ligaen.

Sportschef Kasper Degn udtaler:

Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at Josh kommer til Sønderjyske. Josh er en rigtig dygtig, sulten og ærgerrig forward med masser af kvaliteter og ambitioner. Da muligheden for et samarbejde opstod var betænkningstiden kort begge veje.

Josh vil uden tvivl være med til at bidrage både på og uden for isen med hans hårde arbejde og indstilling til at drive sig selv og holdet i hverdagen.

Vi glæder os til at byde Josh Prokop velkommen i Vojens og se ham i aktion i den lyseblå trøje.

Marcus Bryhnisveen forlader Sønderjyske Ishockey

Samtidig står det desværre klart, at Sønderjyske Ishockey og Marcus Bryhnisveen desværre ikke er nået til enighed om at fortsætte samarbejdet efter udløbet af hans korttidskontrakt.

Den norske forward blev tilknyttet truppen på en korttidsaftale og har i sin tid hos os bidraget med erfaring, engagement og en stor indsats fra dag ét.

Vi vil gerne takke Marcus mange gange for hans indsats og professionelle tilgang i den lyseblå trøje og ønsker ham alt muligt held og lykke fremover.

Fokus på de kommende opgaver

Arbejdet med at udvikle den lyseblå trup fortsætter sideløbende med de sportslige opgaver i Metal Ligaen, hvor Sønderjyske Ishockey senest kunne glæde sig over en vigtig sejr på udebane mod Rødovre Mighty Bulls mandag aften, som sikrede klubben en plads ved Metal Final4 og dermed kan de lyseblå se frem til at være blandt de fire hold, der skal kæmpe om pokaltitlen.

Inden længe venter lodtrækningen, hvor det skal afgøres, hvilke hold der mødes i semifinalerne, og ikke mindst hvem der får værtskabet for Final4.

Indtil da fortsætter arbejdet på og uden for isen med fuldt fokus på de kommende kampe, når landsholdspausen er slut.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder