LIVE - Mest læste ishockeynyheder

Oliver Otte Okstrøm

Stolt Cibulskis: Vild med Blue Fox-aftryk ved OL

Det er ikke kun den rutinerede lettiske back, der skal afsted til OL fra Herning, og det glæder ham tydeligt.

Når OL i Italien skydes i gang til februar, bliver det ikke kun i lettiske farver, at Oskars Cibulskis træder på isen. Backen får nemlig også selskab af sine daglige holdkammerater fra Herning Blue Fox, Morten Poulsen og Mathias Bau - dog for Danmark.

Det glæder den rutinerede lettiske landsholdsspiller, som sætter ord på udtagelsen i et interview med Hockeymagasinet.

- Det er en stor ting, selvfølgelig. Jeg er glad for at repræsentere mit land, og jeg er meget glad for, at Herning Blue Fox har spillere, som skal være der, siger han og fortsætter:

- Morten Poulsen og Bau vil være der, og jeg synes, det er godt for både ligaen, holdet og organisationen, siger Cibulskis.

Ifølge backen er udtagelsen ikke kun et individuelt skulderklap, men i høj grad også et resultat af det fællesskab, spillerne indgår i til daglig.

- Uden holdkammeraterne kunne vi ikke opnå det her, så en del af årsagen til, at man er udtaget, handler også om dem, understreger han.

Når Letland tager til OL, er det ikke kun for at deltage. Ambitionerne er tydelige, fastslår Cibulskis.

- Vi tager helt klart afsted for at ende så højt, som vi kan. Vi har samlet et godt hold, og alle spillerne er seriøse folk, som vil vinde. Jeg håber, at vi kan vise vores bedste spil der, lyder det fra den lettiske back.

For Cibulskis bliver OL dermed både en mulighed for at repræsentere sit land og et bevis på den styrke og kvalitet, der i øjeblikket findes i Herning Blue Fox.

Letland skal undervejs møde netop Danmark i gruppespillet, ligesom USA og Tyskland står klar som modstander.

Senest lavede Oskars Cibulskis noget så sjældent som mål for Blue Fox - og det stak så meget af, at det endte med et hattrick. Blot det andet i hans karriere. Læs mere om det her.
 

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder