I sidst sæson slog den svenske back Jesper Solomon Frisell sine folder for Rungsted i Metal Ligaen. Her blev det til 57 kampe og 24 point.
Efter sæsonen forlod han Danmark, samt det europæiske kontinent, for at fortsætte karrieren hos Bloomington Bison i ECHL. Samme klub præsenterede for kort tid siden danske Jacob Böll som ny mand, og om det er årsagen til at den svenske back nu skifter videre kan vi kun gisne om.

Men fakta er i hvert fald, at efter blot 29 kampe i USA går turen nu tilbage til Europa for den 28-årige back. Næste stop på rejsen bliver Jokers de Cergy-Pontoise i den franske Ligue Magnus.
Holdet har lige nu 12 point op til playoff, og ligner et hold der kommer til at deltage i playout, altså i nedrykningsspillet senere på sæsonen. Det var også tilfældet i sidste sæson, hvor holdet overlevede, og dermed sikrede sig endnu en sæson i den bedste franske række.




























