Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

HM

DM-Finalen: SønderjyskE er favoritter, men det bliver tæt...

Den største overraskelse ved dette års DM-finale er uden tvivl at det er uden både Aalborg Pirates og Herning Blue Fox.

Det skal ikke pille ved SønderjyskE og Esbjerg Energys indsats, men helt fra dag ét har der været to helt store finale-favoritter og de blinkede igen..

Men nok om Aalborg Pirates og Herning Blue Fox - deres præstation vender vi tilbage til inden længe.

Nu skal det dreje sig om en finale som i hvertfald samtlige fans i det syd/sydvestlige Danmark har drømt om.

Det bliver et vaskeægte lokalderby og det sker ikke lige hvert år i Metal Ligaen.

Det har ikke været nogen let vej for hverken SønderjyskE eller Esbjerg.

Lad os starte med SønderjyskE som var de første der kvalificerede sig til finalerne.

Inden playoff var de fleste enige om at Rungsted måtte være “skrækmodstanderen” for enhver i kvartfinalerne.
Det var egentligt heller ikke fordi SønderjyskE bare moste sig igennem den serie, men uden at man egentligt følte at det helt spillede for holdet, så kom de igennem uden de store skrammer og med en ret sikker 4-0 sejr til trods for at kampene var tættere end seriecifferene lød på.

Der var dog ingen tvivl om at spillet skulle være bedre når det kom til Herning Blue Fox i semifinalerne. Man havde i den sidste grundspilskamp smidt hjemmebanefordelen til Herning og det kunne være blevet kostbart.
Det blev en af de mest fysiske serier vi har set i ligaen i mange år.
Dommerne var efter kamp 3 nødsaget til at slå hårdt ned på de mindste detaljer i de resterende kampe for at spillerne ikke skulle ødelægge hinanden kunne en TV-kommentator afsløre efter at have talt med en bedømmer. Det ødelagde lidt flowet i serien og det bød på rigtigt meget spil med special teams.
SønderjyskE fik lukket godt ned på de fleste af Hernings mange profiler og det lignede at jo længere serien skred frem, jo mere kom SønderjyskEs bredde dem til gode - de sled Herning op.
Der skal også falde ros af til SønderjyskE træner Anders Førster. Han tog ganske enkelt brodden af Pelle Hånbergs taktik og det endte med en Herning træner der desperat skiftede rundt i kæderne for at få en reaktion, men uden held. 
Spillet hos SønderjyskE blev bedre og bedre som serien skred frem og det er svært at indvende noget imod deres 4-2 serie sejr.

Ser man på modstanderne fra Esbjerg Energy.
De kom også galt afsted med en hjemmebanefordelen modsat SønderjyskE var det her til kvartfinalerne.
Fem nederlag i grundspillets sidste kampe gjorde at Odense overtog fjerdepladsen i GS.
Her dømte mange allerede Esbjerg ude. 
De tog også den svære vej, de vandt den første kamp i Odense, men tabte så to i træk og endte med at komme bagud 3-2 i serien. De fik sig samlet og Jason Jaspers formåede at få mere styr på defensiven. Det hjalp at Oliver Kjær stemplede ind igen efter en mindre scoringskrise. Han scorede hattrick i kamp seks.
I kamp 7 i Odense fik Esbjerg holdt Odense godt på ydersiden og endte med at tage en ret sikker 1-4 sejr og var dermed klar til Aalborg Pirates i semifinalerne.

Aalborg havde vundet grundspillet ganske suverænt og selv om de slog Rødovre i deres kvartfinale med 4-1, så sad man lidt med fornemmelsen at det ikke helt spillede for nordjyderne.
De var dog storfavoritter til semifinaleserien imod Esbjerg Energy.
Det er dog ikke altid at det går som man spår.
Esbjerg var bagud med 4-2 kun 2. mini. før tid i kamp 1, men fik med lidt tur i den, både reduceret og udlignet, inden at slutsignalet på kampen lød. Josh Winquist afgjorde i overtiden og pludselig lugtede Esbjerg blod.
Aalborg slog tilbage i Esbjerg, men vestjyderne tog de næste to kampe og havde pludselig tre matchbolde.
Patrick Bjorkstrand returnerede til Aalborgs lineup og de tog to sejre på stribe og havde hjemmebane i kamp 7. Til den kamp var der ikke mange der troede på Esbjerg.
Selv om Jason Jaspers har fået mange skæld ud af fanbasen, så viste han atter gode taktiske evner og formåede at slå Aalborgs hurtige spil helt i stykker. 
De fik ingen mulighed for at bide sig fast i Esbjergs zone og måtte hele tiden ned og starte forfra. En detalje som Jens Nielsen i Aalborg boksen ikke formåede at svare igen på.

De to finalister har mødtes seks gange tidligere i indeværende sæson.
Det lyder underligt når vi siger at de har spillet tætte kampe når to af kampene er endt 7-0 og 13-3.
SønderjyskE har vundet fire af opgørene og Esbjerg to, hvoraf det ene var efter OT.

Det ligger allerede nu fast at vi får en række intense kampe med masser af fysik.

Hvis vi tager det trin for trin og ser på holdenes trænere, så er det i vores øjne helt lige her. Begge trænere har vist gode taktiske evner trods det at ingen af dem er de mest rutinerede. De satte begge deres kollegaer til vægs i både kvart og semi - så helt lige på det punkt.

Ser vi på målmændende, så har begge spillet et yderst flot playoff, men vi ser et lille plus til SønderjyskEs Mattias Pettersson som ganske vist ikke har stået på Final4 niveau, men været yderst stabil. Det har Mathias Seldrup også, men holdt op imod hinanden synes vi at der falder et lille plus ud til SønderjyskE keeperen da der er scoret 2.3 mål pr. kamp imod ham mod 2.65 imod Seldrup

Defensiven ser god ud hos begge hold. Oscar Drugge hos SønderjyskE og Jeff King hos Esbjerg er to offensive missiler som vi skal forvente at se en del til i Finalen.
Der er måske mest tyngde i Esbjerg defensiven, men der er til gengæld måske flere point i SE's, så det er svært at vægte dem op imod hinanden. Vi må nok også forvente at Philip Larsen træder i karakter i sin første og måske sidste DM-finale.

Offensivt kan der ske meget hos begge hold. Det er ganske vist playoff, men begge hold savner scoringer fra grundspillets profiler.

Esbjerg stillede i stærkeste opstilling imod Aalborg og SønderjyskE manglede kun Gabriel Desjardins.
Får SønderjyskE Desjardins klar, så ser de en my bedre ud på bredden - gør de ikke, så er den helt ens.

SønderjyskE fans hader det, men vi er nødt til at nævne 13-3 sejren til Esbjerg to dage inden nytår, men det er mest fordi det lidt er en målestok for SønderjyskE. 
Siden da har de vundet 25 ud af 29 kampe og vist en vanvittig stabilitet. 
Siden storsejren over SønderjyskE har Esbjerg vundet 17 ud af 30 kampe.

De to hold er helt lige på rigtigt mange punkter, men grundet SønderjyskEs større stabilitet og hjemmebanefordel, så går de i vores øjne ind til serien som 55/45 favoritter (Vi var tæt på at skrive 60/40, men vi ved også at især Esbjerg lige får nogle ekstra procenter når de spiller lokalderby, så derfor holder vi den mere lige).

Skal Esbjerg vinde den her serie, så tror vi at de skal udnytte farten fra kampen i tirsdags og stjæle hjemmebanefordelen i kamp 1 - gør de ikke det, så tror vi ikke serien når ud i syv kampe.
Vi tror på at Esbjerg er klar start og tager kamp 1, men at SønderjyskE ender med mesterskabet.

Vi tror at SønderjyskE vinder serien med 4-3. (og som de hockeytosser vi er, så håber vi måske også lidt på at serien går i syv kampe 😇)

Vi ved med sikkerhed at det vil blive en vild serie med masser af følelser både på og udenfor isen - der vil blive debatteret heftigt imellem de to holds fans og dommerne vil sikkert også få en tur ind imellem.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER