Som beskrevet igår (Læs her ) fortalte Martin Pyndt, at han havde valgt at satse på en civil karriere efter at have modtaget et uinteressant kontraktudspil fra Herning.
Idag meddeler Herning på klubbens hjemmeside, at de er positive over for Martin Pyndts henvendelse og ikke havde på fornemmelsen, at forhandlingerne var afsluttet. Således udater Todd Björkstrand:
“Vi har haft møde med Martin og efterfølgende sendt et tilbud, som Martin dog ikke fandt tilfredsstillende. Herefter lavede vi en tilretning, øgede kontrakten, og har desuden bidraget til, at Martin kunne komme i kontakt med en af vore større sponsorer omkring et job sideløbende med hockeyen.
Uden at komme ind på tallene, kan jeg med sikkerhed sige, at det som skiller vandene i vores sidste tilbud contra Martins ønske, er et relativt lille beløb, og jeg finder det derfor meget skuffende, at jeg pludselig søndag aften kan læse Martins udsagn om at være tilbudt en “juniorkontrakt”.
Der kan være mange årsager til, at forhandlingerne mellem de to parter er gået skævt og pludselig har udliklet sig til forhandling og lidt mudderkastning gennem pressen. Et godt bud kunne dog være, at Pyndt selv har henvendt sig til klubben efter at have besluttet at forlade Rødover og flytte hjem. Det har givet en lidt utraditionel forhandlingssituation, som Herning sikkert har forsøgt at benytte til at sikre sig en klassespiller til en lav løn.
Selvom parterne tydeligvis er gået skævt af hinanden og at der sikkert ikke er den bedste stemning mellem dem lige nu ender det nok med at Pyndt spiller for Herning i den kommende sæson. Alt andet ville jo være ulogisk og et udtryk for dårlige forhandlingsevner for begge parter, da et skifter og en kontrakt sjældent kan være mere oplagt. Men det er nok det, at skiftet nærmest var en selvfølge, som pludselig har fået forhandlingerne til at gå galt i første omgang.






























