Det læser de besøgende på HOCKEYMAGASINET lige nu

Anders Skou

Blue Fox klaskede Japan i sidste test

Hjemmeholdet udviste en sjældent set skarphed i søndagens kamp, som de vandt med 8-3

Det var ellers et defensivt amputeret hjemmehold der mødte op. Teodor Munther var rejst af sted med det svenske U20 landshold, så unge Janis Fecers tog pladsen mellem stængerne. Hvor han stod en absolut fremragende kamp. Oscars Cibulskis var stadig med det lettiske landshold, og så var både Petter Hansson og Jacob Nordqvist heller ikke med. Det betød at Martin Eskildsen var rykket ned i backlinjen, mens der også var fuld tid til Jesper Bank Olesen og Viggo Damgaard.

Blue Fox startede som lyn og torden. Da uret i hallen stod på 4.22, viste måltavlen 3-0, og det var på bare fire skud. Mathias Bau, Victor Cubars og Marcus Almqvist var skarpretterne.

Japan havde skiftet målmand i forhold til kampen i fredags. Legenden Nakajima Fukufuji var blevet erstattet af Yuta Narisawa. Som på ingen måde spillede sig på holdet i denne kamp. Generelt må man sige at Japan slet ikke virkede klar til kamp. Vi må for dem, virkelig håbe, at deres fokus allerede var rettet mod torsdag. For med det de viste i dag, er de længere fra OL, end de hold der slet ikke er med i kvalifikationen.

Når de så fik spillet sig frem til store muligheder, så ramte de slet ikke målet. Det der sad inden for rammen, tog Janis Fecers sig sikkert af.

I anden periode var det samme billede. En spillemæssigt lige kamp, hvor Blue Fox straffede de fejl Japan lavede, hvilket ikke gjorde sig gældende den anden vej. Blue Fox spillede klogt og sikkert, og det kunne godt se ud til at den nye træner-duo allerede har fået banket noget disciplin ind i truppen. Der bliver i hvert fald ikke lavet de samme fejl som man så i sidste sæson. Derian Plouffe og Aleksi Ainali gjorde det til 4-0 og 5-0.

I tredje periode blev det noget mere rodet. Blue Fox mistede en del af koncentrationen, mens Japan fortsatte med ikke at imponere. Gæsterne lavede tre mål, og i to af situationerne, havde Fecers egentlig reddet pucken. Men forsvaret var for langsomme til at få returen sendt væk. I den anden ende scorede Brett Thompson, Mathias Bau og Simon Lafrance for Blue Fox.

Blue Fox kan også være fint tilfredse med deres powerplay, hvor de scorede på tre ud af fem. Generelt må man sige at skarpheden var den helt store forskel denne efter. hvor 1204 tilskuere var mødt op. Hjemmeholdet scorede deres otte mål på bare 17 skud, mens Japan lavede deres tre mål på 29 forsøg.

Til sidst i kampen kunne man virkelig se at det var en træningskamp. Japan tog time out, og trak deres målmand ud. Det resulterede dog ikke i mål i nogen af enderne.

Blue Fox kan ikke andet end være tilfredse. To sejre på tre dage. 12 mål. To unge målmænd der begge spillede godt, og det bag et forsvar, der specielt søndag var tyndt. Masser af spilletid til unge spillere som Viggo Damgaard, Jesper Bank Olesen, og Hjalte Thomsen. Sidstnævnte kvitterede med tre assists søndag. 

Mathias Bau fik sin anden kamp efter sin lange pause, og lavede to kasser. Det er nok heller ikke helt uden betydning. Men det er klart, at om to uger når holdet løber på banen i Vojens til sæsonens første kamp. Så skal opstillingen gerne se lige anderledes ud.

Hvad angår Japan, tjaaa, så kunne de godt se ud til at få det svært i næste weekend. Et bud herfra er i hvert fald, at de ikke bliver en kandidat til førstepladsen.  
 

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER