Blue Fox sponsorerede to busser - Nu giver de også en tredje
I mandags skrev vi her på Hockeymagasinet en artikel om, at Blue Fox gerne ville takke deres fans, for den store opbakning de har givet dem, gennem hele sæsonen. Derfor sponsorerede de to dobbeltdækkere til søndagens finale i Odense.
Artiklen kan læses HER
Busserne blev udsolgt hurtigt, og billetterne til udebaneafsnittet i Odense var der fortsat salg i. Der var dog flere fans der gerne ville med, hvilket har fået Blue Fox´ direktør, Torben Skovsgaard til tasterne.
Som en kommentar til supporter klubbens opslag på Facebook, skriver han følgende:
“Kære supportere. Få fyldt bus 3 op, så finder jeg økonomien til bussen…👍🙏”
Det var supporter gruppen ikke sent til at reagere på. Selvom det krævede hårdt arbejde, da det ikke bare sådan er lige til, at finde en bus og en chauffør, med så kort varsel, i en ferieperiode. Så er det lykkedes.
Således er der nu booket en tredje bus, som altså også bliver sponsoreret af Blue Fox. Dermed kan Blue Fox Support nu sende 210 fans af sted mod Odense.
I skrivende stund er der allerede solgt 221 billetter i udebaneafsnittet.