Det læser de besøgende på HOCKEYMAGASINET lige nu

Mark J

Genève-Servette vinder CHL 2024! 🏆

Schweiziske Genève-Servette stod overfor svenske Skellefteå i jagten på CHL 2024-guldet.

Begge mandskaber er debutanter i CHL-finale-regi. Derudover er det første gang, at Schweiz er repræsenteret i en finale, siden ZSC Lions vandt “den gamle” Champions Hockey League i 2009.

Første periode (3:1)

Det siges ofte at finaler er lidt kedelige, fordi begge mandskaber går forsigtigt til værks, og er bange for at lave fejl. Denne præmis bragte både Genève og Skellefteå så absolut til skamme, for de gik i kødet på hinanden som sulte kamphunde, fra første sekund.

Fem og et halvt minut inde i kampen, eksploderede hjemmepublikummet i eufori, i kølvandet på en teknisk lækkerbisken af Berthon. Dommerne var dog ikke langsomme til at hoppe i boksen og lave et review, men den schweiziske 1:0-træffer bestod dommernes kvalitetstest.

Efter 11 minutter jævnede svenskernes Dzierkals udgangspunktet med et mål, der var lige så seværdigt og finaleværdigt som Berthons. Jublen fra de ca. 300 svenske fans var desværre ikke så øredøvende som de lidt over 7.000 schweizere.

Men kort herefter, kom en af CHL's specielle regler i spil. Skellefteås Lindberg begik hvad der skulle blive en omkostelig tripping, for i CHL er det sådan, at et power-play ikke stopper, selvom der scores – og pludselig var schweizerne i front med 3:1 på mål af Manninen og Winnik.

Anden periode (0:0)

Anden periode forløb uden ændringer i målscoren. Men det var ikke pga. manglen på hverken chancer eller intensitet.

Mod slutningen af perioden stod en Genève-spiller for meget på isen, og det slog dommerne prompte ned på. Mål blev det ikke til i svenskernes power-play, men heksekedlens syden og boblen resulterede i den første og eneste slåskamp. Kampens energi og power taget i betragtning er det overraskende, at der ikke skete mere på den front.

Tredje periode (0:1)

Svenskerne startede med resterne af power-play'et fra anden periode, men Genèves penalty killing var en akilleshæl for vores nordiske naboer, hele aftenen.

Kampen bølgede frem og tilbage, og der var ikke som sådan et “mål i luften”, da pucken ud af det blå lå bag Genèves målmand. 3:2 på mål af Heikkinen. Lidt over 11 minutter tilbage. Kampen var helt åben.

Med knapt otte minutter tilbage, stod Genèves Manninen med alle tiders chance, for at øge forspringet. Men det rindede ud i en lidt kikset pasning, et løstrevent mål, og et power break.

Skellefteå fik i kampens sidste fase presset Genève i bund, og det kom især til udtryk ved schweizernes mange “panik-pucke”, som blev fyret ud af kommunen, uden videre omtanke… og ikke mindst en potentielt meget dyr tripping, da uret stod på 03:16.

Dog meldte nervøsiteten og presset sig øjensynligt hos svenskerne, og Genève var tættere på at score end Skellefteå, i første minut af svenskernes power-play. En gigantisk fejl af svenskernes målmand, betød at han blev fanget langt fra eget mål, og uden stav. Han slap dog uden yderligere afregning.

Med to minutter tilbage hev svenskerne målmanden ud, og spillede med seks mod fire, i et sidste forsøg på at tvinge opgøret ud i overtid.

Men minutter blev til sekunder, og sekunderne forsvandt mellem hænderne på svenskerne.

Genève vinder CHL 2024!

Her til sidst…

Denne finale havde alt man kunne ønske sig. Det var en intens, teknisk flot og yderst seværdig kamp, og et godkendt bud på europæisk “creme de la creme”-ishockey.

Tillyke til Genève-Servette 🏆!

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER