Efter forlængelse med superstjerne: Svensk aftale på plads
Kort efter kontraktforlængelsen med superstjernen Connor McDavid har Edmonton Oilers sikret sig en ny aftale med forsvareren Mattias Ekholm.
Den 35-årige svensker har underskrevet en treårig kontraktforlængelse til en værdi af 12 millioner dollars, som træder i kraft fra sæsonen 2026/27.
Ekholm er i gang med sin sidste sæson af den fireårige aftale, han indgik, og han ville ellers være blevet unrestricted free agent næste sommer.
I sidste sæson noterede han sig for 33 point i 65 kampe og havde i gennemsnit 22 minutter og 11 sekunders istid pr. kamp som en af holdets vigtigste forsvarsspillere og straffedræbere.
Forlængelsen med Ekholm følger blot to dage efter McDavids toårige aftale til 25 millioner dollars, som giver general manager Stan Bowman økonomisk råderum til at fortsætte opbygningen af et mandskab, der jagter revanche efter to nederlag i træk i Stanley Cup-finalen.