Fokus på bæredygtighed i et spændende samarbejde på tværs af tre store mesterskaber
Mens der arbejdes på endnu en rød/hvid ishockeyfest i Jyske Bank Boxen – så bliver der også i kulissen sat et stort fokus på bæredygtighed i forbindelse med én af de største sportsbegivenheder nogensinde i Danmark.
”Med så stor en event føler vi også et ansvar netop for at sætte en dagsorden på dette område, som ikke altid har haft så stor en prioritet. Og samtidig kan vi nå ud til en masse mennesker fra både ind- og udland, der kommer til Herning. Så det er vigtigt for os, at det ikke bare bliver fine ord, men at der også er handling bag. Også så vi kan videregive nogle konkrete og brugbare erfaringer til kommende store begivenheder,” forklarer Majken Skræddergaard Urup, chef for Hospitality- & Bæredygtighed ved Ishockey-VM 2025.
Ud over fokus på traditionelle miljømæssige indsatser som affald, cirkulær økonomi, fødevarer mm. – så er social bæredygtig også en vigtig medspiller for Ishockey-VM 2025.
”Vi vil gerne rumme så mange som muligt og har bl.a. lavet et samarbejde med Møltrup Optagelseshjem, der laver de mange omklædningsbåse til holdene. Vi opfordrer også borgere med fysiske og psykiske handicap til at melde sig som frivillige, hvor vi vil gøre en særlig indsats for at inkludere dem på lige fod med alle andre,” understreger Majken Skræddergaard Urup.
Samarbejde på tværs af events
Og det er ikke blot til Ishockey VM 2025, at bæredygtighed kommer til at spille en rolle. Også ved næste års VM i herrehåndbold i Jyske Bank Boxen og EuroSkills i MCH Messecenter Herning er indsatsen for bæredygtighed målrettet. Derfor har det også givet god mening at lave et samarbejde mellem disse tre arrangører af mesterskaberne og MCH.
Samarbejdet tog sin start før sommerferien, og projektlederne inden for bæredygtighed fra VM i herrehåndbold, Ishockey-VM og EuroSkills var 30. oktober 2024 samlet i Jyske Bank Boxen, hvor også repræsentanter fra MCH og Bæredygtig Herning var til stede.
”Repræsentanter fra alle tre mesterskaber har rakt ud til os med diverse ønsker til bæredygtighedstiltag, og da vi i forvejen arbejder intenst med bæredygtighed i MCH, var det helt oplagt at samle alle parter til en workshop, hvor vi sammen kunne lægge os fast på en samlet, koordineret indsats. Vi benyttede lejligheden til at fortælle om vores igangværende arbejde med affald, energi, fødevarer, genanvendelse og socialt ansvar. Særligt beskæftigede vi os på workshoppen med vores affaldssortering, og det var dejligt at opleve den store interesse og vilje til at samarbejde på tværs i forhold til både løsninger og kommunikationen af selv samme,” forklarer Maria Galmstrup, projektleder Bæredygtighed i MCH A/S.
Så arbejdet stopper ikke her – projektlederne vil fortsætte viden- og erfaringsdelingen frem mod de kommende events -bæredygtighed skal prioriteres.