En kommentar om Final4: Metal Final4 kan sagtens leve andre steder end i Aalborg
Aalborg har sat fantastiske standarder, men man kan sagtens feste omkring ishockeyen på andre niveauer, skriver Metalligaen.dk-redaktør Michael Søvsø i denne kommentar
Lad mig straks slå fast: Det har været intet mindre end fremragende at være gæst til seks Metal Final4-arrangementer i Aalborg på stribe.
Sparekassen Danmark Isarena har de absolut bedste publikumsforhold i Danmark, når man inkluderer foyeren, som er stor nok til at indeholde fanzone, sponsorfremstød, souvenirboder og alt, hvad der har hørt til.
Aalborg Pirates-organisationen har krydret Metal Final4 med koncerter, mediedag og alskens andre tiltag (jeg mener sågar, der har været wrestling et af årene), og der har ikke været noget at sige til, at de øvrige klubber i de seneste sæsoner mere eller mindre har givet op på forhånd, når Pirates-buddet er kommet på bordet.
Logistikken har fungeret perfekt med spillere og officials beboende på Scandic Øst tæt ved arenaen, og som jeg husker det, har der også været shuttlebusser til og fra centrum omkring kampene, som tilskuerne har kunnet benytte.
Selv i ”Corona-sæsonen” var der en form for stemning med drive-in-hockey, liveoptakt på nettet og mediedag.
Aalborg har sat nogle standarder for Metal Final4 – og det er standarder, der i sin helhed er UMULIGE at udfylde for de fire klubber, der har kvalificeret sig til denne sæsons pokalslutrunde.
Men mindre kan også gøre det.
Desværre for Herlev ser infrastrukturen omkring hallen ud til at umuliggøre et rykind som Metal Final4 kræver. Der kommer mange fans fra de øvrige klubber, og det kan den lille hal og det lille område på Tvedvangen simpelthen ikke bære.
Tilbage er kandidaterne Odense, Herning og SønderjyskE (Vojens). Som det har været diskuteret på diverse fora og på Metal Ligaens Facebook-side, er der fordele og ulemper alle steder.
For eksempel: Odense ”har byen” og ligger midt i det hele, SønderjyskE har den største tilskuerkapacitet og byen Herning ”kan bare noget”, når det gælder arrangementer.
Alle tre klubber har inden for det seneste årti arrangeret Continental Cup med fire hold over en weekend, så de ved, hvad det drejer sig om – både i Herning, Odense og Vojens.
Så jeg er ikke i tvivl om, at alle tre byer og organisationer har kvaliteten og ambitionerne til at levere et forrygende arrangement.
Min pointe her er også, at det ikke nødvendigvis behøver at være Aalborg-standarder med koncerter, underholdning og underholdning, den perfekte logistik og kæmpe præmiesummer på spil.
Selvfølgelig skal der være noget officielt – noget lækkert – over Metal Final4.
For eksempel ser jeg gerne, at mediedagen og den dertilhørende transmission fortsættes. Inviter gerne fans fra hjemmeholdet til at støtte op om det arrangement.
Vi skal også have blå løber, nationalsang til finalen og den store flotte pokal udstillet i en glasmontre i forhallen. Vi skal hylde en pokalturnering, der i store træk er den eneste af sin slags i Europa og faktisk er blevet en kæmpesucces i de seneste mange år.
Jeg kan endda huske pokalfinaler helt tilbage i 90’erne, der var store dramaer og trak mange tilskuere. Pokalturneringen og Metal Final4 lever og har det godt i Danmark, og det har altid været med en eller tre intense ishockeykampe i centrum.
Der skal være en form for fanzone, men den kan også sagtens være i et kæmpestort telt udenfor hallen – eller i en tilhørende hal (de er der både i Vojens, Herning og Odense), hvor der er plads til hygge, fadøl og hvor man kan købe et godt et måltid. Hyr en DJ i nogle timer, sæt nogle koryfæer og aktuelle spillere til interviews på scenen, og det vil køre!
Hernings alternative forslag med semifinaler fredag og finale søndag, synes jeg vil være en ærgerlig ændring. Det tager lidt intensiteten af et todages-arrangement væk, og det må også give nogle logistiske problemer, eftersom fire haller i princippet skal bookes til en finale, alt efter hvilken kombination af klubber, der kommer i selve finalen. Tilskuerne fra de gæstende klubber aner heller ikke, hvor de skal rejse hen.
Til gengæld kunne man godt overveje at spille lørdag og søndag, da det vil give endnu flere fans mulighed for at rejse til den tidlige kamp lørdag. Omvendt mister man på den måde også muligheden for en udsolgt fredagskamp (det er jo bare ”hockey-aften fredag) med hjemmeholdet i centrum.
Jeg glæder mig allerede til begyndelsen af januar – Metal Final4 skal nok blive en dejlig hockeyfest, uanset hvor arrangementet lander!