Forventer tætte semifinaler
Odense (6) – Herning (1)
Fynboerne leverede en lille overraskelse, da de sendte Gentofte ud i kvartfinalerne, og man må forvente en flok underdogs fra Odense, der har blod på tanden for at levere flere overraskelser. De har i hvert fald alt at vinde og intet at tabe.
Og mon ikke de kommer ind til semifinalen med samme taktiske oplæg som i kvartfinalen, hvor de står tæt pakket i neutral og egen zone, mens de tålmodigt venter på at chancerne byder sig, så de kan bruge holdets dygtige offensiv uden at åbne op bagude.
Med tanke på kvartfinalerne er jeg overbevist om, at det er vigtigt at komme foran, fordi holdet der skal jage en udligning, vil åbne is op, hvilket begge hold er dygtige til at udnytte.
Alligevel forventer jeg, at Herning vil presse på, tackle ud, placere sig højere på banen sammenlignet med Gentofte og lægge højt pres på fynboernes backer for den måde langsomt at tømme Odenses spillere for kræfter, fordi Herning har en større og bedre bredde.
I kvartfinalerne så vi to tydelige profiler, når det gjaldt om at finde vej til nettet. Lukas Lundvald var en målsluger for Odense, mens Philip Vesterby var ditto for Herning. Kan de to fortsætte med at score mål på samlebånd, eller har de to trænerteams fundet en vej til at stoppe modstanderens skarprettere?
Det vil vise sig fra i aften kl. 19.30 i Odense. Der er returopgør i Herning på lørdag kl. 15, mens en eventuelt tredje og afgørende kamp spilles på søndag kl. 15 ligeledes i Herning.
Igen kaster jeg mig ud i den ”farlige” leg at spå udfaldet af kampene (som i øvrigt gik godt i kvartfinalerne).
Mit bud er, at Hernings bredde sikrer dem avancement til finalen, men også fordi flere spillere vil slutte deres karriere med manér i Herning. Det er nemlig deres sidste sæson i barndomsklubben, som satser på det nye ishockeyakademi og dermed lukker for ældre spillere til deres mandskab i 1. division.
Men i semifinalerne skal de to hold igennem tre kampe, for jeg spår, at alle kampene ender med hjemmebanesejre.
Vojens (4) - Aalborg (2)
Aalborg bør være favoritter, men favoritværdigheden er faldet en anelse efter kvartfinalerne, hvor jeg blev overrasket over, at de erfarne og dygtige nordjyder havde overraskende store problemer med Rødovres unge mandskab, der helt reelt var tættest på at vinde den anden kvartfinale inden straffeslagsafgørelsen.
Desuden må man ikke ikke underkende Vojens, som har et godt hold. Det var godt nok en billig baggrund, at de helt suverænt vandt over Gladsaxe i kvartfinalen, men det som Vojens leverede, er ikke noget man bare lige gør. Så sønderjyderne er altså gode, og så har de en god målmand i Tobias Vilykke, som kan gøre en forskel og vinde kampe.
Men det bliver vigtigt for Vojens at undgå de dumme udvisninger, for de har tidligere i sæsonen taget haft udfordringer med at holde sig fra udvisningsboksen, hvilket ikke går i denne semifinale, for Aalborg har et godt powerplay, de er kløgtige, erfarne og har en eminent evne til at afgøre kampe til deres fordel.
Vojens og Herning har ikke profiler i form af målslugere som i den anden semifinale, men Vojens har Tobias Vilykke, der er Divisionens bedste målmand, som kan vinde kampe. Aalborgs profil er en vild bredde med masser af erfaring kombineret med sultne unge spillere.
Mit bud er, at det hold, som vinder den første kamp også vinder serien. Her, tror jeg, at Aalborgs erfaring vinder og nordjyderne afgør det over to kampe, men jeg synes ikke, det er en stor overraskelse, hvis Vojens talentfulde hold har kvalificeret sig til finalen på søndag.