Live – Mest læste ishockeynyheder

Morten Munk-Jensen

Fra sølv til næste skridt: Herlev vil bygge videre på succesen

Efter en historisk sæson med sølvmedaljer og klubbens bedste resultat i 42 år er Herlev Eagles nu i gang med at bygge videre på succesen. Organisationen skal styrkes, samarbejdet med ungdomsafdelingen udvikles, og ambitionerne er fortsat høje på isen.

I den første del af Hockeymagasinets temperaturmåling på Herlev Eagles så vi tilbage på den historiske sæson, hvor Herlev nåede hele vejen til DM-finalen og sikrede sig sølvmedaljer. Det var klubbens bedste resultat siden 1984.

Vi så samtidig nærmere på de mange faktorer, der ifølge administrerende direktør Anders Mouritsen var med til at løfte klubben, både på og uden for isen.

I denne artikel sættes der fokus på tiden efter det historiske resultat.

For hvordan fastholder man momentum, når en klub netop har leveret sin bedste sæson i mere end fire årtier?

Og hvordan sørger man for, at sølvmedaljerne ikke bliver et slutpunkt, men i stedet et afsæt til den videre udvikling?

Et afsæt til den videre udvikling

Ifølge Anders Mouritsen har Herlev bevidst forsøgt at se sidste sæson som begyndelsen på noget større frem for som en afsluttet fortælling.

“Vi har forsøgt ikke bare at betragte sidste sæson som et slutpunkt, men som et afsæt til at bygge videre på den positive udvikling,” forklarer Anders Mouritsen.

Det gælder naturligvis først og fremmest på isen, hvor ambitionen er at fastholde kvaliteten og samtidig fortsætte udviklingen af truppen.

Men arbejdet stopper ikke dér.

“På den sportslige side handler det naturligvis om at fastholde kvaliteten og samtidig udvikle truppen. Men vi har også brugt meget energi på organisationen omkring holdet, vores sponsorarbejde, netværk og faciliteter,” fortæller Herlev-direktøren.

Dermed fortsætter den udvikling, som ifølge Mouritsen allerede var en vigtig del af sidste sæsons succes. Herlev forsøger altså ikke alene at fastholde det sportslige niveau, men samtidig at styrke de dele af klubben, som skal understøtte holdet på længere sigt.

Samarbejdet skal skabe en rød tråd

En vigtig del af det arbejde findes uden for selve Metal Liga-holdet: Forbindelsen til Herlev IK og ungdomsafdelingen spiller ifølge Anders Mouritsen således en central rolle i klubbens fremtidige udvikling.

“En vigtig del er også vores rigtig gode samarbejde med Herlev IK og ungdomsafdelingen. Vi har et godt samarbejde med dem, og især Bjarne Mikladal som formand har været rigtig god til at skabe en positiv og konstruktiv dialog mellem klubberne,” fremhæver Anders Mouritsen.

Samarbejdet handler ifølge direktøren om mere end blot at have en god relation mellem de to klubber. Det handler også om et fælles ønske om at udvikle ishockeyen i Herlev.

“Det betyder meget for os, at vi har et fælles ønske om at udvikle ishockeyen i Herlev,” understreger han.

Netop talentudviklingen er et område, hvor Herlev samtidig forsøger at udnytte de kompetencer, der allerede findes omkring Metal Liga-holdet.

Her spiller assistenttræner Kim Staal en særlig rolle.

“Vi håber samtidig, at vi også begynder at se frugterne af det samarbejde, der er etableret omkring vores assistenttræner Kim Staal. Kim har en stor erfaring fra både dansk og international ishockey, og det er vigtigt, at hans kompetencer også kommer bredere ind i arbejdet med udviklingen af unge spillere,” forklarer Anders Mouritsen.

For Herlev-direktøren handler det i sidste ende om at skabe en mere sammenhængende vej for de lokale talenter.

“For mig er det afgørende, at vi får skabt en stærkere rød tråd fra ungdommen og hele vejen op til Metal Liga-holdet. Det er noget, der tager tid, men jeg synes, vi bevæger os i den rigtige retning,” fastslår Anders Mouritsen.

Ambitionerne er fortsat høje

Selv om Herlev naturligvis skal være tilfreds med sidste sæsons historiske resultat, er der ingen tegn på, at klubben har tænkt sig at læne sig tilbage.

Ambitionen for sæsonen 2026/2027 er fortsat at være med, når Metal Ligaens afgørende kampe skal spilles.

“Ambitionen er, at vi skal være konkurrencedygtige hver eneste aften og igen være med, hvor det er rigtig interessant, når sæsonen skal afgøres,” lyder det fra Herlev-direktøren.

Men for Anders Mouritsen kan en succesfuld sæson ikke alene måles på placeringen i tabellen.

Ligesom sidste sæson skal udviklingen omkring klubben også fortsætte uden for isen.

“Men succes for os handler også om mere end placeringen i tabellen. Vi skal fortsætte med at udvikle klubben økonomisk, kommercielt og organisatorisk,” forklarer han.

Dermed bliver den sportslige ambition tæt forbundet med ønsket om at skabe en stærkere organisation.

Hvis Herlev både kan fastholde et højt sportsligt niveau og samtidig fortsætte den udvikling, der er sat i gang uden for isen, vil direktøren være tilfreds.

“Hvis vi både kan være med i toppen sportsligt og samtidig tage yderligere skridt som organisation, så synes jeg, vi har haft en succesfuld sæson,” vurderer Anders Mouritsen.

Drømmen om at vinde

Selv om Herlev-direktøren lægger vægt på klubbens samlede udvikling, er der naturligvis også en sportslig drøm, som ikke bliver lagt skjul på.

Efter sidste sæsons sølvmedaljer er ønsket om at tage det sidste skridt stadig til stede.

“Vi skal selvfølgelig ikke lægge skjul på, at vi gerne vil vinde,” fastslår Anders Mouritsen.

Samtidig handler det for ham om at holde blikket længere frem end den enkelte sæson.

For hvis Herlev skal udvikle sig fra sidste sæsons historiske sølvmedaljer til at blive en mere permanent del af toppen af dansk ishockey, kræver det ifølge direktøren et langsigtet arbejde.

“Men det vigtigste for mig er, at vi bygger noget, der også er stærkt om tre, fem og ti år,” understreger Anders Mouritsen.

Og netop den langsigtede tanke synes at være central for Herlev Eagles lige nu.

Sidste sæsons sølvmedaljer viste, hvad klubben kan opnå, når arbejdet på og uden for isen går op i en højere enhed. Nu handler det om at bruge det aktuelle momentum og de høstede erfaringer til at bygge videre.

For Herlev er ambitionen derfor ikke kun at gentage en historisk sæson, men at skabe et fundament, hvor stærke sportslige resultater kan blive en mere permanent del af klubbens fremtid.

Fik du ikke læst den første artikel om Herlev Eagles, hvor vi så nærmere på den historiske sæson og klubbens vej til DM-finalen, kan du finde den ved at klikke her.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder