Live – Mest læste ishockeynyheder

Frederik Helmer Frandsen

Helten og Skurken: Herlevs backer viste sig frem i Aalborg på godt og ondt

For anden gang i træk kæmpede piraterne sig tilbage i et opgør med gæsternes defensive profiler i fokus

Hockeymagasinet så med da Aalborg Pirates, denne tirsdag tog imod vicemestrene fra Herlev Eagles. En kamp hvor gæsterne lagde ud som lyn og torden. De spillede med både fart og power, og var i total kontrol de første 20 minutter. Dog fik ørenene ikke lukket kampe, og takket være stor moral fik nordjyderne spillet sig tilbage. For anden gang i træk tvang piraterne kampen ud i overtid, hvor det igen var hjemmeholdet, som var skarpest på en kontra.

Kampen i tal:

Aalborg Pirates – Herlev Eagles 3-2 (0-1, 1-2, 1-0, 1-0)

07:59 0-1 Charlie Curti (Cubars)

34:00 0-2 Oskar Just (Petersen)

38:09 1-2 Eric Engstrand (Brøndbjerg, Ladehoff)

45:49 2-2 Andreas Grundtvig (Andersen, Kvist)

61:01 3-2 Oskar Kvist (Carstensen, Grundtvig)

Udvisninger:

  • Aalborg – 4 X 2 minutter
  • Herlev – 1 X 2 minutter + 5×20 Noah Samsøe

Tilskuertal – 1764

Kampens helt:

Charlie Curti var tilbage i Aalborg denne aften, og han fortsatte, hvor han slap i 2023. Dengang for Aalborg hvor han var med til at vinde klubbens fjerde mesterskab som en af de bærende kræfter på backlinjen. Idag var han med hos gæsterne, men roen og overblikket var det samme som før. Han styrede spillet fra den blå linje offensivt, og lavede det ene sikre defensive indgreb efter det andet.

Samtidig kronede han en formidabel indsats med kampens åbningsmål, samt en assist på kampens andet. Prikker på i’et af en stor “hjemkomst” til Aalborg, selvom det var på den modsatte side af isen.

Kampens skurk:

Kampen havde været yderst fair spillet, men med 13 minutter igen endte Noah Samsøe med at lave en grim kneeing på Eric Engstrand. En alt for hård og brutal tackling som desværre betød at den store svensker måtte udgå. Efter et kort gennemsyn blev det også en exit for Samsøe, hvilket fra skribentens vinkel fra presse pladsen må siges at være yderst fortjent. Den danske back kom ind i tacklingen med knæet, og ramte Engstrand i en forsvarsløs position. For at kalde en spade en spade, så lignede det en svinestreg, og en af de tacklinger man ikke har lyst til at se i sporten. Et moment som ikke kostede gæsterne kampen, men fra sportens side kastede malurt i en ellers glimrende og flot spillede kamp fra begge mandskaber.

Kampens øjeblik:

Det er ofte mål, assist eller redninger som man hylder i sporten. Naturligvis er det de øjeblikke man husker eller som er med til at ændre kampens momentum og billede. Sjældent er de det mere beskidte og sure arbejde som fanger blikket, men idag, så må man sige det var tilfældet. Hjemmeholdet havde fightet sig tilbage i kampen og udlignede i en kamp, som de var på bagkant af i den første halvdel, hvor de var overløbet og var nede med to mål.

Med 2-2 på tavlen og med kampen på vippen tog piraterne dog en udvisning med under to minutter igen. Det gav gæsterne chancen for at tage alle tre point til allersidst, men når skibet valker og stormen er størst, må kaptajnen gå forrest. For Aalborg Pirates er det Julian Jakobsen, og få bærer “C”et flottere i ligaen.

Med 10 sekunder igen fik gæsternes Marius Kring chancen fra slottet, men afslutningen kastede Jakobsen sig ned i, og fik blokeret. Pucken endte hos en af hjemmeholdets backer, som kunne cleare pucken til stor jubel blandt nordjydernes fans, som kunne konstatere, at mindst et point var hentet i dramaet. At det derfra senere skulle blive til to, da Oskar Kvist scorede i overtid kort efter, gjorde kun den store undertalspræstation fra Julian Jakobsen og resten af værternes boxplay endnu større.

Panderynken:

Først og fremmest så er følgende intet ondt ment om de 1764 fans som var tilstede til dagens kamp. Der blev sunget og skabt en så god en stemning som det nu var muligt for de inkarnerede fans fra Aalborg. Men det ændre desværre ikke på, at der for anden gang i træk var under 2000 til dagens kamp. Noget som i tidligere sæsoner har virket som mindre utopi i det nordjyske, hvor man har været forvænt med flotte tilskueretal. Både om fredagen og om tirsdagen, hvor man ofte har set 3000-4000.

Har Aalborg mistet en del af deres publikum, så venter der en stor opgave for klubben for at få dem tilbage. Sejre på isen er den mest effektive måde. Især til lokalbrag mod Frederikshavn, som netop er den chance Aalborg har på fredag. Mon ikke man håber på en godt fyldt arena, og en sejr på fredag for netop at give et klart minde om hvad sporten kan for de mange nordjyske fans? Alt andet end det, og så er der i den grad grund til panderynker og bekymring på kontoret i Nordens Paris over en potentiel tilskuerflugt over til naboerne i håndboldhallen.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder