Klagenfurt-danskerne med stort bidrag i sejr
Vi har allerede skrevet om Mathias From flere gange, og nu kan vi så gøre det igen. Søndag vendte Klagenfurt 0-2 efter første periode mod Villach, til en sejr på 5-3. Mathias From var på pletten igen, da han bragte sit hold på 4-2, lidt over halvvejs i tredje periode.
Dermed er han nu oppe på syv mål i fem kampe. Han har dog stadig sin første assist til gode, da alle hans point har været mål.
Men inden Mathias From kom på tavlen, var det en anden dansker der stjal showet. Landsholdsbacken Jesper Aabo Jensen havde nemlig en forrygende aften. Først fik han assist på holdets første scoring. Små to minutter efter var han selv manden bag udligningen til 2-2, og 35 sekunder inde i tredje periode, fik han så også en assist på hjemmeholdets føringsmål til 3-2.
Dermed står han efter fem kampe, noteret for seks point, fordelt ud på to mål, og fire assists.