Der er noget særligt ved at slå igennem dér, hvor det hele begyndte. For Andreas Kløve Mogensen er Vojens både stedet, hvor glæden ved ishockeyen voksede frem, og stedet, hvor han nu får mulighed for at vise sig frem på liganiveau.
Sidste sæson fik han sin debut på Sønderjyskes førstehold. Nu spiller han i førstekæden med Eric Florchuk og Jarid Lukosevicius og har scoret i seks kampe på stribe. Et stort skridt for en ung spiller, der stadig er ved at finde ud af, hvor meget han kan – og hvad der skal til for at blive endnu bedre.
For selv om målene giver selvtillid, taler Andreas lige så meget om stabilitet, udvikling og ansvar. Om at stole på sit eget spil uden at tro, at en god stime betyder, at man er færdig med at lære.
– Du spiller nu i Sønderjyskes førstekæde med Eric Florchuk og Jarid Lukosevicius og har scoret i seks kampe i træk. Hvad har du lært om dit eget spil i den rolle – og hvor mærker du, at du stadig har meget at lære, selv om målene kommer lige nu?
Jeg synes, det er utrolig fedt og lærerigt at få lov til at spille i førstekæden med Eric og Jarid. Jeg har lært, at det handler meget om at stole på sig selv og spille sit eget spil. Jeg synes, at vi er gode til at finde hinanden, hvor vores kemi også bliver bedre for hver dag. Det giver selvfølgelig selvtillid at have scoret i seks kampe i træk, men jeg ved også godt, at der stadig er mange ting, jeg kan blive bedre til. Jeg vil gerne udvikle mig både offensivt og defensivt og blive mere stabil i mit spil. Jeg prøver egentlig bare at tage en kamp ad gangen og bygge videre på det, der fungerer.
Det begyndte med glæden ved at være der
Ambitionerne er vokset, men det, der fik Andreas til at glæde sig til næste træning i VIK, fylder stadig. Fællesskabet, kampene og lysten til hele tiden at blive lidt bedre. Ishockeyen er blevet mere seriøs – uden at glæden ved spillet er forsvundet.
– Når du tænker tilbage på dine år i VIK, hvad var det så, der gjorde ishockey til mere end bare noget, du gik til? Kan du sætte ord på, hvad der driver dig i dag – og om det er det samme, som fik dig til at forelske dig i spillet i sin tid?
Når jeg tænker tilbage på mine år i VIK, var det især fællesskabet og glæden ved at spille ishockey, der gjorde det til mere end bare en sport. Jeg synes, det var fedt at komme til træning, være sammen med holdkammeraterne og hele tiden prøve at blive bedre. Det er også noget af det, der driver mig i dag. Selvfølgelig har jeg større ambitioner nu og vil gerne se, hvor langt jeg kan nå med ishockeyen, men glæden ved spillet er stadig den samme. Jeg elsker selvfølgelig stadig at ramme isen, spille kampe og udvikle mig. Det er nok egentlig bare blevet mere seriøst med årene.
Når ishockeyen får førsteprioritet
Glæden gør ikke alle valg lette. Når træning, kampe og en stabil hverdag skal hænge sammen, er der også noget uden for ishockeyen, som må vente. Andreas lægger ikke skjul på, at han tænker over det, han går glip af. Men han vil give sig selv muligheden for at finde ud af, hvor langt han kan nå.
– Hvis vi fulgte dig gennem en almindelig uge, hvor ville vi så tydeligst mærke de valg, du træffer for ishockeyens skyld? Hvad er det sværeste at finde plads til ved siden af sporten – og er der øjeblikke, hvor du bliver i tvivl om, hvad du vil give afkald på?
I min hverdag fylder ishockey rigtig meget, og det påvirker selvfølgelig også de valg, jeg tager. Meget af min tid går med træning, kampe og med at sørge for min hverdag bliver stabil. Det kræver, at jeg er disciplineret og nogle gange prioriterer anderledes end mange andre på min alder. Det kan især være svært at få tid til venner, familie og de ting, man gerne vil opleve ved siden af ishockeyen. Der er selvfølgelig tidspunkter, hvor man tænker over, hvad man går glip af, men jeg ser det også som en del af det at have et mål, man virkelig gerne vil nå. Jeg har valgt at prioritere ishockeyen, fordi jeg synes, det er værd at arbejde for og finde ud af, hvor langt jeg kan nå som spiller og menneske.
Mere end målene her og nu
Den flotte sæsonstart er én ting. Det, Andreas vil bygge videre på de kommende år, er noget andet. Han nævner ikke en bestemt liga eller klub som slutmål. Til gengæld er han tydelig om, hvad han vil have med på vejen: mere erfaring, større ansvar og en udvikling, der rækker ud over præstationerne på isen.
– Hvad håber du at udvikle og opnå på den korte bane – hvad er f.eks. dine tanker om de kommende 3-4 år? Og når du giver dig selv lov til at se længere frem, hvad er så den helt store drøm? Hvad ville få dig til en dag at se tilbage og føle, at du var lykkedes – både som spiller og som menneske?
De næste 3-4 år håber jeg først og fremmest at kunne tage nogle store skridt i min udvikling. Jeg vil gerne opbygge mere erfaring, tage større ansvar og blive en mere komplet spiller. Det er vigtigt for mig ikke kun at fokusere på resultaterne her og nu, men også på de ting i mit spil, som kan gøre mig bedre på længere sigt.
Når jeg ser længere frem, er drømmen selvfølgelig at nå så langt som muligt med ishockeyen og få muligheden for at spille på et utroligt højt niveau. Jeg vil gerne kunne se tilbage og vide, at jeg har grebet de muligheder, jeg har fået, og lagt det arbejde i det, der skulle til. Samtidig betyder det også meget for mig at udvikle mig som menneske undervejs. Hvis jeg en dag kan se tilbage på min karriere og være stolt af både mine præstationer, de valg jeg har taget, og de mennesker, jeg har haft omkring mig, så vil jeg føle, at jeg er lykkedes.
Der er blevet mere på spil, siden Andreas begyndte i VIK. Men glæden ved at komme på isen er stadig den samme. Måske er det netop dér, ambitionerne har deres bedste afsæt: i lysten til at møde op igen i morgen og blive lidt bedre.
