I aften spiller SønderjyskE den første af de to back-to-back kampe imod Esbjerg Energy.
SønderjyskE træner Mario Simioni vil se sit hold arbejde stenhårdt i 60 minutter.
– De to nytårskampe imod Esbjerg er jo noget spillere, fans og sponsorer har set frem til i lang tid, for der er en hel speciel stemning om lige præcis de kampe, i dagene inden året rinder ud.
Vi er alle topmotiveret for at komme ud og få oprejsning efter de to nederlag inden jul, men vi ved også at det bliver to hårde kampe, hvor der skal kæmpes om hver eneste centimeter på isen.
Det er en slidt floskel, men det gælder om at være klar fra start i begge kampe og så skal arbejdetøjet på, for der skal virkeligt arbejdes stenhårdt igennem samtlige 60 minutter.
Vi ved at Esbjerg vil komme og forsøge at spille fysisk og vi skal samtidigt være klar på deres omstillinger.
Jeg føler at vi har haft nogle gode træninger her efter jul og kan vi holde os til vores gameplan, så er der absolut også muligheder for en sejr torsdag aften – nu håber vi bare på en masse fans i hallen, så vi kan få et brag af et lokalderby torsdag aften udtaler Mario Simioni til klubbens hjemmeside.






























