Live – Mest læste ishockeynyheder

Patrick Andersen

Ødelægger flowet for fans og tv-seere: Finsk liga strammer videoreglerne drastisk

Den finske Liiga ændrer reglerne midt i sæsonen og straffer fremover kiksede træner-challenges med to minutters udvisning for at stoppe taktisk misbrug.

Den bedste finske række, Liiga, griber nu markant ind over for et tiltagende problem med taktisk udnyttelse af videoudfordringer. Ligaens bestyrelse har mandag besluttet at ændre regelsættet for træner-challenges (valmentajan haasto) med øjeblikkelig virkning fra 9. november, lige efter landskampspausen.

Fremover koster det igen to minutters udvisning for forsinkelse af spillet, hvis en cheftræner tager en challenge, som efterfølgende afvises af dommerne. Dermed skrottes den hidtidige ordning, hvor den eneste konsekvens af en kikset udfordring blot var tabet af holdets timeout.

Ifølge ligaledelsen har reglen i sin hidtidige form skabt uhensigtsmæssige afbrydelser i kampene. Holdene har i stor stil udfordret klokkeklare kendelser uden reel chance for medhold, udelukkende for at købe sig til et forlænget hvil og bryde modstanderens momentum.

“Formålet med træner-challenges er at skabe mere retfærdighed på isen og sikre de korrekte domme i svære situationer. I løbet af sæsonstarten har vi dog set, at hold udfordrer helt oplagte situationer uden reelt formål, blot for at bruge videotjekket som en forlænget timeout eller til at bryde spillets rytme,” forklarer bestyrelsesformand i Liiga, Jyrki Seppä.

Administrerende direktør Mikko Pulkkinen supplerer og understreger, at hensynet til både arena-oplevelsen og tv-seerne vejer tungt:

“Det har haft en mærkbar negativ indvirkning på både kampafviklingen og tv-udsendelserne. Vi vil holde spillet i gang – ikke spilde tid på unødvendige videogennemgange. Trænerne har fortsat fuld ret til at udfordre tvivlstilfælde vedrørende målmandsblokering eller offside, men nu i overensstemmelse med IIHF-reglerne, hvor man risikerer en udvisning. Den her ændring normaliserer situationen,” fastslår Pulkkinen.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder