“Selvfølgelig vil vi gerne vinde serien, så hurtigt, vi kan”, fortæller Santeri Suistio til Herning Folkeblad.
Hvis Herning skulle gå hen og vinde aftenens kamp er det første gang i 10 år at den midtjyske klub vinder en slutspilsserie 4-0. Men det har ikke været nemme sejre for Herning, og serien har både lært dem, at en sejr kræver fuldt fokus og disciplin:
“Herlev er et farligt hold, hvis vi angriber for meget og for uklogt – så rammer de os på kontra”, fortæller den 25-årige finne til Herning Folkeblad.
Især det med at blive slået på kontraen har været et stort fokuspunkt, og derfor understreger cheftræner Pelle Hånberg, at netop pasningsspillet skal sidde lige i skabet:
“Vi skal have god kontrol over pucken. Vi må ikke give den for let væk, for Herlevs forwards er gode til at udnytte chancerne, når de får dem”, fortæller han til Herning Folkeblad.
Derfor er det også cheftrænerens plan at sørge for, at Herning har mest puckbesiddelse under aftenens kamp, i håb om at minimere Herlevs kontrachancer. Derudover skal truppen også spille defensivt, for at holde dem væk fra slottet, pointerer cheftræneren.
Sidst men ikke mindst handler det om at være klar fra start, da Herning indtil videre har været bagud med 1-0 i alle 3 kvartfinalekampe:
“Vi skal være klar fra start. Alle spillerne ved, at de har taget føringen i tre kampe. Nu skal vi gøre det”, fortæller Pelle Hånberg til Herning Folkeblad.
Pucken smides til 4. kvartfinale kl. 19.00 i Herning.






























