Pirates-Sportschef: Personligt er jeg for lønloftet
Selvom man er sportschef, kan man godt føre en samtale med fangruppe, fra en konkurrende klub. Det har sportschefen fra Aalborg Pirates, Ronny Larsen i hvert fald bevist.
Han har nemlig sagt ja til en tur i den varme stol, og til et interview med Facebookgruppen, FORZA BLUE FOX Sempre.
Der skal igen lyde en stor tak til gruppen, for at lade os dele deres interview her på Hockeymagasinet.
Rigtig god læselyst.
Der er altid nogle navne man forbinder med en bestemt klub.
Så hvis man er cirka lige så gammel som mig, så husker man tydeligt de glade og gyldne år i 90’erne, hvor det væltede danske mesterskaber ind på stribe. Ja, det var nærmest naturstridigt, hvis ikke Herning og Esbjerg var i finalen
Tilbage i sæsonen 1990-1991, havde Herning nærmest et drømmehold, med en vild og historisk back kæde, og ikke at forglemme et angreb der kunne smadre ethvert forsvar og banke pucke i garnet.
Sjovt nok, så er det altid en person der bliver fremhævet, nemlig mr. #22 Todd Bjorkstrand, men man glemmer Mogens Jørgensen, Rasmus Kjøngerskov, Ulrik Larsen, Lars Mølgaard, Jacob Richter, og så et navn vi stadig både hader og elsker, en virkelig stadig dedikeret ishockey hjerte der banker, og banker for at vinde: Hr. Ronny Larsen.
Jeg var en af dem der stod med en kold pilsner, (det var dengang en pilsner blev hældt op i et plastikkrus) og bare nød at se vores hold, og ærligt - for filan, hvor var Ronny en stjerne spiller.
Minderne er store, og jeg sidder med et lille smil, mens jeg gør Roberts ufattelige grimme, slidte, mølædte, ildelugtende lænestol og nu med Nordsøolie pletter, klar til at få en, jeg både respektere og i dag forbinder med Aalborg Pirates.
Jeg er dog usikker på om det skal være en god italiensk Brunello, eller en kold ”Aalborg Pilsner”?
Lad mig byde velkommen til Ronny Larsen, som igen viser mandsmod, både af hensyn til lænestolen, men også mine småfrække, direkte og “vi går lige til kanten” spørgsmål.
Så alt imens jeg får serveret lidt drikkelse til Ronny, så:
Velkommen mr. Aalborg, hr. Ronny Larsen.
[Spørgsmål]:
Velkommen Ronny, velkommen til heden, og selv om jeg ganske kort har skrevet hvem jeg i dag har i lænestolen, vil jeg lade dig selv lige præsentere hvem Ronny også uden for isen er:
[Ronny]:
Tak. Han er en 53-årige familiefar, som er gift med Jeanette, og sammen har vi Mathilde på 21 år & Oliver på 18 år (som selvfølgelig spiller ishockey) samt vores hund Coco på 5 år.
[Spørgsmål]:
Vi kan lige så godt stikke lidt til dig med det samme. Du forlod Herning som dansk mester og kåret som årets spiller, for at vende hjem til Aalborg, og forsætte jagten på Danske mesterskaber.
Det lykkedes aldrig, og men har stadig 3 guldhjelme stående som spiller, men alle fra tiden i Herning. Det må prikke lidt til stoltheden?
[Ronny]:
Selvfølgelig prikker det lidt til stoltheden, at man aldrig fik en Guldhjelm som spiller i Aalborg. Men jeg er da superstolte over de 3 jeg har med Herning.
[Spørgsmål]:
Der er selvfølgelig kommet lidt sølvtøj på hylderne siden, men der har du haft en anden rolle.
Er der noget her du synes er større end andet?
[Ronny]:
Den første guldhjelm med Aalborg i 2018, fylder selvfølgelig meget, eftersom den var 37 år siden Aalborg sidst havde vundet, og at man havde lykkes med, at samle et hold som sportschef der kunne gøre det.
[Spørgsmål]:
Når du sidder med kaffen i haven en sommerdag, og tænker på ishockeyens rejse op igennem 90érne og til i dag, hvilke højdepunkter bliver du både personligt mest stolt af, men også glad over at. dansk ishockey har løftet sig til?
[Ronny]:
Det må være 1 A-VM i 2003, hvor vi slår USA i den 1. kamp.
[Spørgsmål]:
Der må også være nogle højdepunkter der “peaker” hos dig.
Dansk mester: 3 gange
Pokal mester: 3 gange
Årets spiller: 3 gange
Årets flest scorede mål: 1 gang
I 08/09 sæsonen blev du den danske spiller med flest mål 400 styk.
Var med da Danmark rykkede op i A-gruppen for at blive der.
Kom i ”Hockey Hall of Fame” (2020)
Oprykning til A-gruppen til VM
Dansk mester med Aalborg som sportschef eller ass. træner:
3 gange og 2 pokal mesterskaber.
Det er også et slags CV.
Men er der noget du er sådan ekstra stolt af?
[Ronny]:
Som hold er jeg nok mest stolt over det første DM guld i Herning 1991 samt oprykningen til A Gruppen med landsholdet i 2002. De individuelle priser er man selvfølgelig også stolt over, specielt optagelsen i Hall of Fame. Men jeg havde aldrig nået disse priser uden alle de fantastiske holdkammerater, jeg har haft igennem min karriere.
[Spørgsmål]:
Hvis du skulle lave en direkte sammenligning med Metalligaen i dag og tilbage til 1995, hvor ser du så de største positive og negative sider?
[Ronny]:
Det er enormt svært at sammenligne, det er lige før, at det er 2 forskellige sportsgrene Der er sket så meget i Dansk ishockey siden 1995. Ligaen er blevet mere professional (ud fra de midler vi har i DK) alle spiller er bedre trænet, og dermed bliver der spillet i et langt højere tempo i dag. De danske spillere har udviklet sig helt enormt, det begynder man også at se på topscorerlisten i Ligaen, hvor de danske spiller er at finde i toppen.
[Spørgsmål]:
Ligaen er fra da du spillede og bestod af 10 hold til i dag kun 9, grundet konkurser hos først Hvidovre (Totempo) og senere Gentofte Stars.
Frygter du kollaps hos et hold så ligaen kun består af 8 hold?
[Ronny]:
Ja, det frygter man altid – vi er jo et par hold som har knas i økonomien pt. og vi har som ishockey nation ikke råd til at tabe flere hold.
[Spørgsmål]:
Med spørgsmålet før, så ved du præcis hvad der kommer nu. Aalborg Pirates fik en ordentlig forskrækkelse sidste år, med en direktør der havde rettet lidt i et sponsorat på papiret så det så væsentligt større ud end faktisk var.
Ikke at rettelsen stod mål med det faktiske underskud klubben stod med, og skulle ud og realisere for at forsætte med samme flotte opsætning som inden.
Og igen i år, forlyder det, pengekisten er ikke tom, men man kan ane bunden. Det betyder jo en del for hvilket hold, man kan skrive kontrakter med for den kommende sæson.
Det må være enorm frustrerende for både spillerne og for dig som “general Manager”?
[Ronny]:
Ja, der er selvfølgelig en enorm frustration og skuffelse, når man finder ud af, at vi ikke har de penge som man troede var i ”skattekisten”. Derfor er det også vigtigt for os, at vise fans, sponsorer og hockey Danmark, at vi kan få styr på butikken igen.
[Spørgsmål]:
Vi nærmer os slutspillet for 2024-2025, der er uro i klubben, utryghed blandt spillerne grundet økonomi, og så tilføjer man en ekstra keeper lejet i Rødovre, og som jeg husker det, slet ikke blev brugt?
Jeg siger ikke, det ændrede væsentligt på det samlede billede økonomisk, men jeg synes det sender et lidt forkert signal.
Vil du uddybe grunden til at bruge pengene her?
[Ronny]:
Det var en sponsor som gik ind og ville betale – så derfor havde det ikke indflydelse på vores budget.
Det er vigtigt at fortælle, at vi ikke lejede William i Rødovre, han afsluttede hans kontrakt med Rødovre – og derefter forhandlede vi en aftale på plads med William. Han spillede derefter 4 kampe for Aalborg.
[Spørgsmål]:
Kamp 6, i Aalborg.
Det kunne sende Herning videre i finalen, eller udligne serien til 3-3.
Det kunne vel næste ikke blive mere spændende, og alligevel blev Gigantium kun halvt fyldt?
Var det uroen, var det den manglede tro på holdet, eller manglede forarbejde med at trække folk i hallen?
Jeg kørte personligt fra Frederiksberg, og indrømmet, havde forventet en stuvende fuld hal, med så meget stemning at både Hernings spillere og fans ville blive blæst i Limfjorden.
Har du et bud på, hvor publikum blev af og skal der virkelig guld-kampe til at der bliver fyldt?
[Ronny]:
Nu har vi jo en hal som tager 5000 tilskuere, og som jeg husker det, er den normalt ”kun” fyldt ved finaler og Frederikshavner kampe. Men vi tabte jo en del sæsonkort holder da priserne blev hævet i november måned.
[Spørgsmål]:
Jeg har simpelthen svært ved at se metalligaen ikke have piraterne med, og gerne i så stærk en udgave som overhovedet muligt. Men hvis det kræver at få vendt piratskibet, og stoppet alle huller, at man trak lidt i bremsen, og tog 2-3 år hvor målet ikke var finaler, men at satse lidt mere på ungdommen, bygge klubben op økonomisk igen, havde du, med dit store hjerte, og vinder-gen også mod på det?
[Ronny]:
Vi vil altid være så stærke som mulig, MEN det SKAL være inden for vores økonomiske formående – skulle det være med et halvt ungdomshold, så vil jeg stadig være med (hvis de vil have mig) og se det som en kæmpe udfordring.
[Spørgsmål]:
Med din rolle, med din indsigt, med dit arbejde, må du være omtrent ligeså træt af hører på supportere i alle klubber galle op om “arbejdspapiret og gentlemans aftalen” lønloft, som jeg er.
Jeg er fuldstændig med på, den er indført for ligesom at holde hånd i økonomien, og undgå konkurser, for at klubber ikke bare kan bruge løs og købe ind, men er den tidssvarende på både beløbet og i det hele taget have?
[Ronny]:
Jeg syntes, at det er en relevant diskussion og have – efter at vi fik lønloftet i ligaen, har den aldrig været tættere – og det er ikke bare de samme hold som vinder år efter år. Så personligt er jeg for lønloftet (det kan altid diskuteres, hvor højt det skal være). Så hvis alle spillerne står til deres markedsværdi på holdkortet (og ikke til 50 % af deres værdi eller lavere) – så tror jeg at vi undgår meget af alt den snak som er blandt supportere.
[Spørgsmål]:
Kunne man overveje at gør aftalen mere, skal vi sige offentlig tilgængelig, så menigmand også forstod aftalen?
[Ronny]:
Rigtig god ide, det jeg kunne godt tænke mig.
[Spørgsmål]:
Nok om økonomi, eller næsten.
Nu træder jeg både varsomt, og alligevel på en øm tå.
Danske dommere. Jeg så personligt gerne vi gik mere imod, måske ikke fuldtidsprofessionelle dommere, men så måske mere deltids professionelle. Det koster. Tror du klubberne kunne være indstillet på at betale lidt mere til unionen, hvis pengene gik denne vej?
[Ronny]:
Jeg tænker de fleste klubber bruger ”alle” deres penge på deres eget hold. Men enig, det kunne være godt for dommerne, hvis de kunne være deltids ansatte – der er et enormt pres på dem i alle kampe, så jeg tænker godt at de kunne trænge til lidt hvile inden en kamp f.eks. så de ikke kommer direkte fra deres civile job.
Jeg syntes faktisk ikke, at de danske dommere er så dårlige til at se/dømme kampene – der hvor jeg syntes, at det halter lidt, er deres måde og kommunikere med spiller og bænken på, alle mennesker laver fejl, og hvis man indrømmer dette i stedet for …….. – så tror jeg, at der vil komme en større respekt mellem dommer, spillere og ledere.
[Spørgsmål]:
Uden at Aalborg Pirates var indblandet i de to episoder jeg nu fremhæver, har du helt sikkert både læst, hørt og fulgt med i dem.
Annulleret mål til F4 som gik Hernings vej, og det samme i Herlev i overtid i kvartfinalerne. Nu er det ikke specielt afgørelserne jeg spørger til, men mere at dommerne går ud efter kampen og kommentere på dem. Det er nyt, og jeg indrømmer, jeg kan li’ det.
Men hvad tænker en person i din rolle om det?
[Ronny]:
Jeg syntes - at der er fint når der kommer en forklaring (selvom man ikke er enig med kaldene)
[Spørgsmål]:
Dommer, regler.
Spiller, sportschef.
Med din historik, med din erfaring.
Hvis du kunne ændre to regler eller indfører to nye, hvad skulle det så være?
[Ronny]:
Der var en regel i CHL som jeg godt kunne lide, at hvis man scorede i boxplay fik man sin udviste spiller ud.
[Spørgsmål]:
Herning supportere yndede at synge “Aalborg I vinder aldrig guld”, den sang er nu lagt i graven, væk og begravet.
Men der er ligesom en større rivalisering mellem Aalborg og Herning i dag, end mellem Esbjerg og Herning.
Hvorfor tror du denne rivalisering har flyttet sig?
[Ronny]:
Jeg tænker at i de sidste 6/7 år har vi og Herning mødtes i flere finaler i både final4 og slutspillet- som måske har gjort rivalisering har flyttet sig
[Spørgsmål]:
Er der haller, du glæder dig mere til besøg end andre?
Og bliver I altid taget godt imod?
[Ronny]:
Man bliver modtaget godt i alle haller.
[Spørgsmål]:
Som sportschef, bemærker du så andre klubbers support?
Altså både medrejsende fans og især når du besøger en modstanders klub?
[Ronny]:
Jeg bemærker altid modstanders fans og elsker når der god stemning.
[Spørgsmål]:
VM i Herning, nu for anden gang. Det må være noget helt specielt at følge på siden.
Hvordan oplevede du det?
[Ronny]:
Det er jo helt fanatiske at lille Danmark har været arrangør af 2 A-VM. Det er en kæmpe oplevelse hver gang.
[Spørgsmål]:
Mere VM. Danmark i Semifinalen. Det er stort.
Men hvordan ser du fremtiden for vores landshold. Nogle af spillerne har jo noget alder, er der nok til at tage over?
[Ronny]:
Jeg tænker at det var mere en STORT, at de nåede semifinalen, det var Magisk. Jeg var lidt bekymret for fremtiden inden denne sæson – om vi havde talenter på vej til at overtage efter de aldrene spillere, men der tog jeg åbenbart fejl. U18 & U 20 landsholdet rykkede begge op i A- gruppen, så der er talenter på vej – så det lover godt for fremtiden.
[Spørgsmål]:
Tror du igen, de store ligaer vil begynde at se mere mod Danmark efter sådan et VM?
[Ronny]:
Ja, det tror jeg eller det ved jeg. I de sidste 5/6 år. Er der næsten altid 1eller 2 fra Metalligaen som har taget springet til en større liga.
[Spørgsmål]:
Det er fredag aften, sæsonen er slut, du skal ud med nogle af vennerne og spise en god middag, og få et enkelt glas.
Kan du få lov til at være privat eller skal folk lige have en selfies, eller stikke en kommentar?
[Ronny]:
Jeg kan godt være privat – men skulle der komme en, er jeg altid klar på en lille snak.
[Spørgsmål]:
Årgang 71, kan du blive ved med at finde gejsten til ishockey, og hvad så bagefter?
[Ronny]:
Jeg er stadig motiveret – jeg tænker bare at jeg er en rigtig sportsnørd som bare elsker sporten
[Spørgsmål]:
Ungdomsårgange, hvordan ser du fremtiden ikke bare i Aalborg, men samlet set i Danmark?
[Ronny]:
Som nævnte tidligere er jeg lidt bekymret over antallet af spiller imellem 16-19 år i den danske juniorturnering. Forrige år var Aalborg ikke med i U18 og Esbjerg var ikke med i denne sæson – dette er stærkt bekymrende. Men som nævnt tidligere har vi toppen med (U18 og U20 oprykning) så det er bredden vi skal på plads.
[Spørgsmål]:
Flabet – hvor mange flere mesterskaber og pokalmesterskaber kan Aalborg skrive på listen i 2030?
[Ronny]:
Ha ha jeg vil ikke jinx noget.
[Spørgsmål]:
Når du står oppe nordpå, og kikker ud over Limfjorden, har du så et personligt bud på hvorfor Herning bare bygger på, desværre ikke mesterskaberne, men alt det udenom?
[Ronny]:
Jeg kan se at de har en enorm opbakning fra supportere og erhvervslivet – og dette er første grundsten for at bygge noget op.
[Spørgsmål]:
Fokus på egen andedam, ser du stadig Aalborg Pirates som et flagskib i Dansk ishockey?
[Ronny]:
Jeg tænker ikke at vi skal kalde os selv et flagskib pt. Med de sidste 2 sæsoner i tankerne syntes jeg at vi skal være lidt ydmyge med vores position.
[Spørgsmål]:
Det har været en lang karriere, og derfor kan dette spørgsmål være svært.
Men kan du sætte navn på den bedste spiller du har spillet med (i den danske liga)
Og hvis du måtte tage de 4 sæsoner med fra Sverige?
Og hvem tænker du, der har været den bedste, spiller der har været i den danske liga, mens du var aktiv spiller?
[Ronny]:
Der er 3 spillere som jeg gerne vil nævne.
1. - Todd Bjorkstrand den største vinder jeg nogensinde har mødt.
2. - Heinz Ehlers min tids bedste danske spiller
3. - Robert Burakowsky det største talent jeg nogensinde har spillet (han var 38 da vi spillede sammen )
[Spørgsmål]:
Nu vi har det med at ”udstille” folk, hvem har så været den sjoveste at dele omklædningsrum med?
[Ronny]:
Arh der er mange – men skal jeg nævne 1, må det være Dan Jensen. Vi har haft meget sjovt sammen, og er stadig en god ven.
[Spørgsmål]:
Et spørgsmål om gamle dage, og som nok mest interessere supportere i Herning.
Hvordan var Todd Bjorkstrand at dele omklædningsrum med og ikke mindst spille sammen med?
[Ronny]:
Todd var en dybt seriøs spiller, som stillede store krav til alle på et hold – han ville VINDE om det så galt en øvelse på træningen. I omklædningsrummet var han som alle andre, og sjov at drille lidt
[Spørgsmål]:
Bjorkstrand. Nu har du haft glæden af Patrick i Aalborg, nu trækker han Herning-trøjen over hovedet.
Kan du se nogen ligheder mellem far og søn?
[Ronny]:
Der er nogle ligheder mellem dem. Patrick er også en utrolig seriøs spiller – som også stiller krav til sine omgivelser.
[Spørgsmål]:
Har du stadig personlig kontakt med spillere du har været på hold med gennem årene, både på klub og landshold. Altså ikke mere overfladisk, men som det man betagener som venner, eller glider det ud som det sker for andre på arbejdspladser.
[Ronny]:
Jeg har stadig personligt kontakt med en del af de spiller som jeg har spillet med igennem tiderne, både fra Sverige og Herning.
[Spørgsmål]:
Kunne du se dig selv som Sportsdirektør i en anden klub end Aalborg? Og endda i Danmark?
[Ronny]:
Man skal aldrig sige aldrig – men jeg har det rigtigt godt i Aalborg
[Spørgsmål]:
Jeg ved din tid er kostbar, og læserne siger jeg skriver alt for langt, så, jeg vil lade dig slippe ud i sommervejret igen, og jeg ved du har en del du skal nå, men inden, så giver jeg ordet frit, og lader dig tage det sidste ord, uanset om det er en hilsen, lidt voksent drilleri, eller et ønske – så – værsgo, ordet er dit:
[Ronny]:
Jeg ville ønske jer alle en rigtigt god sommer, også vil jeg glæde mig til, at vi ses ude i hallerne igen til august.
****************
Tak til Ronny for at ville lege med herude i garagen hos Robert.
Personligt synes jeg, det er interessant at hører fra en sportsdirektør, hvordan han anskuer både alt det omkring Aalborg, om Ligaen og fremtiden. Og ikke mindst de glade 90’er.
Jeg indrømmer, Ronny var en af de helte jeg virkelig elskede at se på isen, da han spillede i Herning, og jeg havde på det nærmeste glemt at han var ”deroppe fra”.