From-point var ikke nok
Klagenfurt har spillet en rigtig flot sæson, men i finalen mod Red Bull Salzburg, er de indtil videre kommet til kort. Om Salzburg bare har ramt formen på det rigtige tidspunkt, eller om de ekstra kampe har kostet kræfter for Klagenfurt, kan vi kun gisne om. Men i hvert fald ser det yderst sort ud lige nu for Klagenfurt, der ellers vandt grundspillet.
Efter de tre første kampe er Klagenfurt nede med 0-3 i kampe, og det at kamp fire spilles på udebane, gør det ikke lettere. Det var nemlig på udebane i kamp to, at Klagenfurt led seriens største nederlag på 4-0.
I kamp tre havde Klagenfurt flest skud, men Salzburg var skarpe, og lavede tre mål på 19 skud. Mathias From assisterede på hjemmeholdets reducering til 1-3 tidligt i tredje periode. Men det var ikke nok, og nok også for sent at komme i gang.
Fredag aften er det altså “all or nothing” for From, Aabo Jensen og Dahm, hvis ikke sæsonen skal slutte med sølvmedaljer.