Poulsen efter stor pris: Vil se en ishockeyspiller i Hall of Fame snart
Dansk ishockey blev hyldet lørdag aften i Herning, da det danske ishockeylandshold vandt “Intet er Umuligt”-prisen ved det store DR Sportsgallashow i Herning.
Her er der tale om en pris, som virkelig betyder noget for landsholdets Morten Poulsen, som også bemærker, at der også godt må være mere på vej for ishockeyen, når det kommer til priser og hyldest.
Det fortæller Poulsen i et interview med Hockeymagasinet kort efter showet i Boxen sluttede.
- Det er klart, at det betyder utroligt meget. Vi snakker meget om de her små skridt, som er lidt mere folkekære. Og jeg tror, at det var et stort skridt, at man kunne se så meget ishockey på storskærmen her, som det var tilfældet her. Det tænker jeg, at vi skal være meget stolte over, siger han og fortsætter:
- Der er også noget i mig, som også håber, at vi får en dansk hockeyspiller at se i Hall of Fame i DIF. Der synes jeg jo, at vi har nogle gode kandidater, så forhåbentlig får vi også en på der i nærliggende fremtid.
Man behøver vel ikke nævne Frans, Jannik, Eller…?
- Er der ikke ved at være venteliste på der? Det synes jeg i hvert fald, at der er nogle, der skal have en hyldest her i arenaen.
I talen fra scenen, som han stod for med holdkammeraterne Mathias Seldrup og Mathias Bau ved sin side, var han også klar i spyttet om at give æren videre til de folk, som havde lagt fundamentet. Det gælder både ledere, trænere og spillere.
- Det er jo ikke startet med os. Det er også de hockeydrenge før oprykningen til A-gruppen, som har spillet på ikke så eksotiske himmelstrøg, som har startet den her fremgang for dansk ishockey. Den her pris er virkelig dedikeret til dem. Jeg håber, at mange af dem så med, fordi uden dem var det ikke muligt i den her generation.
Desuden peger han på, at det var lidt uvant for ham at stå på scenen foran publikummet i denne omgang.
- Ja, vi har jo stået her i Boxen før, smiler Poulsen og uddyber i en mere formel tone.
- Det her var noget helt særligt, og noget som jeg vil huske på og glæde mig over i lang tid fremover, fortæller han.
Hans to holdkammerater på scenen Bau og Seldrup har desuden været inde på, hvorfor det lige blev Poulsen, der skulle tale på scenen. Læs mere om det her.