Hvordan er det gået SønderjyskE
Denne gang tager vi et kig på SønderjyskE som vi finder på fjerdepladsen i tabellen.
Holdet har spillet seks Champions Hockey League kampe, hvor det også blev til seks nederlag - holdets bedste kamp var nok udekampen i Straubing, hvor de med en smule mere skarphed kunne have hentet point.
I den hjemlige liga har holdet hentet point i 15 ud af 16 kampe - det i sig selv er ganske imponerende.
8 ud af de 16 kampe er dog gået i overtid og hvor holdet i sidste halvdel af sidste sæson nærmest var uovervindelige i overtid, så er det anderledes i denne - her har holdet nemlig kun trukket det længste strå i et ud af otte forsøg - her er der nok plads til forbedring om man spørger trænerduoen Førster & Stockfisch.
Spørger du SønderjyskE, så vil de nok sige at de i nogle kampe har sat nogle “dumme” point til i form af føringer de har sat over styr i sidste periode - Ca. fem kampe inden cuttet til Final4, lå de på femtepladsen og jagtede Odense Bulldogs på fjerdepladsen, men SønderjyskE (Og Odense) tog 11 point i de sidste fem kampe og dermed blev Aalborg sorteper i Final4 kapløbet.
Holdet startede ud med en god bredde, men måtte sige farvel til Anders Biel som gik den civile vej og Søren Dietz-Larsen som rejste til Sverige for at få mere istid. Det har nok gjort at man har savnet William Pelletier og Valdemar Ahlberg som begge har været ude i længere tid, men det har til gengæld givet mere istid til de helt unge.
Alexander Wiklund og Jacob Schmidt-Svejstrup er med hver 10 scoringer de mest mål-farlige. Joseph Jonsson er ved at komme igang med 5 mål og 4 assister i de sidste 10 kampe samt en Oskar Drugge med 11 assister i de seneste 10 kampe - i den anden ende finder vi ny tilkomne Cam Brown, som har budt ind med en god arbejdsindsats, men efter 7 kampe ikke er noteret for hverken mål eller assist.
Holdets svenske keeper Mattias Pettersson har efter en lidt svingende sæsonstart også fundet tilbage til det begynder at ligne sidste sæsons niveau i grundspillet.
Holdet var et af de tre hold der “skulle” med til Final4 og med 30 point i 16 kampe, må deres sæsonstart siges at være godkendt.