Live – Mest læste ishockeynyheder

Morten Munk-Jensen

Esbjerg manglede toppen: Peder Krogsgaard forklarer

Esbjerg Energy sluttede sidste sæson på tredjepladsen, men endnu en gang blev det til et kvartfinalexit. Direktør Peder Krogsgaard sætter ord på skuffelsen, forklarer, hvad der manglede, og ser frem mod en ny sæson, der indtil videre har budt på en positiv start.

Efter en sæson, hvor Esbjerg Energy leverede klubbens bedste placering i grundspillet i fem år, var forventningen, at holdet skulle være med længere fremme, da slutspillet begyndte.

Men sådan gik det som bekendt ikke.

Esbjerg blev slået ud allerede i kvartfinalen af et velforberedt Rungsted-mandskab, og dermed måtte vestjyderne for andet år i træk forlade slutspillet efter kvartfinalerne. Hockeymagasinet har fået en snak med Esbjerg Energys direktør, Peder Krogsgaard, der prøver at sætte lidt ord på skuffelsen, inden blikket rettes frem mod den aktuelle sæson og fremtiden for det vestjyske ishockeyflagskib.

Energy-direktøren lægger ikke skjul på, at den seneste sæsonafslutning var en skuffelse for de ambitiøse vestjyder, der havde set mulighederne for mere.

”Vi havde sidste år fire rigtig gode kæder. Vi havde bare ikke toppen. Vi havde ikke toppen til at gøre det ekstraordinære, der skal til i en kvartfinale,” siger Esbjerg Energy-direktør Peder Krogsgaard med henvisning til den forgangne sæsons kvartfinaleserie mod Rungsted.

Ifølge direktøren var det netop den manglende ”top”, der blev afgørende mod Rungsted.

Esbjerg havde haft en flot grundsæson og sluttede på tredjepladsen med 85 point, men i kvartfinaleserien lykkedes det ikke at finde det ekstra niveau, der skulle til for at gå videre.

Rungsted var samtidig godt forberedt på Esbjergs spil, vurderer Peder Krogsgaard.

”Vi mødte et Rungsted-hold, der var godt forberedt på os, og vi havde ikke det modsvar, der skulle til,” lyder det fra Esbjerg-direktøren, der samtidig erkender, at Esbjerg manglede en plan B og en plan C.

Peder Krogsgaard understreger dog samtidig, at klubben ikke ser hele sæsonen som et tilbageskridt. Tværtimod mener han, at Esbjerg tog et skridt frem sammenlignet med sæsonen før, hvor Esbjerg havde en vanskelig sæson og end ikke formåede at vinde én eneste slutspilskamp.

I den forgangne sæson mener Energy-direktøren til gengæld, at der især i store dele af grundspillet var fremgang at spore.

Men selv om resultaterne var gode, følte klubben ikke altid, at spillet fungerede på det niveau, man ønskede.

”Det faldt aldrig rigtigt i hak,” konstaterer Peder Krogsgaard.

Esbjerg havde blandt andet en ny trænerkonstellation med den svenske cheftræner Markus Åkerblom og den finske assistenttræner Sami Lehtinen, og truppen bestod af en blanding af danske spillere og især finske forstærkninger.

Resultaterne kom, men det ønskede udtryk på isen blev ikke altid fundet. Og det er blandt andet noget af det, klubben har forsøgt at bygge videre på i den nye sæson.

Indtil videre har begyndelsen da også været positiv for vestjyderne, der aktuelt indtager en solid tredjeplads i Metal Ligaen.

Esbjerg har haft en række gode præstationer både i træningskampene og i de første kampe i grundspillet. Peder Krogsgaard fremhæver især hjemmekampene mod Odense og Herlev samt de to kampe i Tyskland som en del af det momentum, holdet har taget med ind i sæsonen.

”Vi havde nogle gode træningskampe. Og jeg synes også, at vi har leveret gode kampe hjemme mod Odense og Herlev. Desuden spillede vi to virkelig gode kampe mod rigtig stærke modstandere nede i Tyskland,” fortæller han.

Peder Krogsgaard understreger dog samtidig, at det stadig er meget tidligt at drage de store konklusioner. Esbjerg har kun spillet ti kampe, og derfor er der ifølge direktøren fortsat lang vej, før man kan sige, at holdet har fundet sit endelige niveau.

Noget af forklaringen på den positive begyndelse skal findes i kontinuiteten på holdet, men også i sportschef Philip Larsens arbejde med at hente spillere til specifikke roller.

Samtidig har Esbjerg haft en anderledes optakt end normalt.

På grund af Champions Hockey League, kvinde-VM i ishockey og et presset kampprogram blev sæsonen skudt i gang allerede 28. august. Det gav samtidig klubben et hul i kalenderen, som blev udnyttet til at deltage i en turnering i Tyskland.

Her spillede Esbjerg to gode kampe, først mod det tyske DEL-mandskab Krefeld Pinguine, som man tvang ud i overtid, inden man måtte strække våben, og derefter mod slovenske HK Olimpija Ljubljana, der blev besejret med 6-2. Et aspekt, der meget vel kan have spillet ind på den opløftende vestjyske sæsonstart.

”Det har da i hvert fald ikke været dårligt for os at være i Tyskland og spille den turnering,” konstaterer Peder Krogsgaard således.

Ambitionsniveauet er da også uændret hos den vestjyske traditionsklub, selvom Energy-direktøren erkender, at de seneste to sæsoners slutspil har gjort ondt.

Men Esbjerg Energy har fortsat medaljer som den klare, erklærede målsætning.

”Vi skal spille om medaljer hvert eneste år i Esbjerg, og den ambition har vi også i år,” siger Peder Krogsgaard.

Det er en ambition, der deles af både spillertruppen og trænerstaben, fortæller direktøren.

For Esbjerg handler det derfor ikke blot om at få en tilfredsstillende grundspilsplacering. Målet er at stå med muligheden for at spille med, når medaljerne skal fordeles i den sidste fase af slutspillet.

Efter sidste sæsons kvartfinaleskuffelse bliver den kommende sæson endnu en mulighed for at vise, om klubben har fundet det ekstra niveau, der manglede, da slutspillet blev afgjort i den forgangne sæson.

Er du nysgerrig på, hvordan Esbjerg Energy fremover vil arbejde på at løfte kampoplevelsen i Granly Hockey Arena, kan du læse mere herom, når Hockeymagasinet i nærmeste fremtid bringer en opfølgende artikel om Esbjerg Energy.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder